Silicon Valley er besat af forstyrrelser, men for tiden er den største forstyrelse ikke fra Silicon Valley. Den kom fra stålindustri-byer i Ohio, landsbyfællesskaber i Pennsylvania, fra Panhandle i Florida. Og dette sidste amerikanske præsidentvalg var størst af alle forstyrrelser. Igen, politik er personligt. Millioner af amerikanere blev aktivister natten over, stimlede ud i gaderne i rekordstore tal på rekordtid. 
(Latter) 
Valget har gjort ved familiens højtidsmiddage, hvad Uber har gjort  ved taxisystemet i New York. Par har slået op, og ægteskaber er opløst. Og valget gør ved mit privatliv, hvad Amazon gør ved indkøbscentre. For tiden er ACLU på frontlinjerne 24/7, og selv hvis det lykkes at snige mig væk til nogle kilometer på løbebåndet, bliver al hjertetræning ødelagt med det samme, når jeg læser endnu et af præsidentens tweets i overskrifterne. Selv min hemmelige fornøjelse at studere de italienske kunstnere er blevet smittet af politik. 
Nu studerer jeg, ja, endda forfølger, de gamle mestere. Dette er mit skrivebord med en postkortudstilling af nogle berømte og  obskure malerier mest fra den italienske renæssance. Kunst plejede at give mig en nødvendig pause fra den politiske tumult i mit daglige arbejde hos ACLU, men ikke længere. 
Jeg var i Kvindernes March i San Francisco dagen efter præsidentindvielsen, og alle messede, "Sådan ser demokrati ud." "Sådan ser demokrati ud." Der stod jeg med mit skilt og min paraply i regnen, og huskede et glimt af et gammelt maleri, der først fascinerede mig for mange år siden. Jeg kæmpede med at huske de forskellige stykker af et rigtigt maleri, af gode og dårlige regeringer. Det var som om at den gamle mester drillede mig. Vil du vide hvordan demokrati ser ud? Gå tilbage og se på mine freskoer. 
Og det gjorde jeg så. I 1339 blev Ambrogio Lorenzetti færdig med en monumental kommission i det styrende rådskammer i Siena's Palazzo Pubblico. Det er et maleri der taler til os, endda skriger til os, idag. "Kunst er en løgn, der får os til forstå sandheden," sagde Pablo Picasso engang. Og som vi søger efter sandheden om regeringer, burde vi have Ambrogio's værk, ikke en løgn, men en allegori, for øje i vor kollektive bevidsthed. 
I Lorenzettis tid var den politiske legitimitet hos italienske bystater ofte meget ustabil. Siena var en republik, men der var enorm uro i de to årtier inden kommissionen. Sienas politiske ledere, der bogstaveligt talt regerede under øjnene på disse  allegoriske figurer, var Lorenzetti's tilsigtede publikum. Han katalogiserede forpligtelserne hos de regerende overfor de regerede. 
Man kan bruge år på at studere disse freskoer. Nogle lærde har. Jeg er ikke kunsthistoriker, men jeg er lidenskabelig om kunst, og et så stort et værk kan overvælde mig. Først vil jeg fokusere på de store ting. 
Dette er allegorien om den gode regering. Denne majestætiske figur i midten er klædt i Siena's farver og personificerer selve republikken. Lorenzetti kalder ham "Kommune," og han fortæller sieneserne at de må selv regere, og ikke en konge eller tyran. Omkring Kommune står hans rådgivere. Retfærdighed troner. Hun ser op på figuren for visdom, som støtter hendes  vægtskåle af retfærdighed. Enighed, eller Harmoni, holder en snor der kommer ud fra retfærdighedens vægtskåle, som binder hende til borgerne, der gør dem alle til landsmænd i republikken. Til sidst ser vi Fred. Hun ser afslappet ud, som om hun lytter til Bob Marley. Når den gode regering styrer, anstrenger Fred sig ikke. 
Disse er store billeder og store idéer, men jeg elsker virkelig de små ting. Langs en anden væg illustrerer Lorenzetti effekterne af en god regering på det virkelige og daglige liv hos almindelige folk med en stribe af lækre små detaljer. På landet bliver bakkerne anlagt og opdrættet. Afgrøder bliver sået, hakket, høstet, malet, pløjet, alt i ét billede. Afgrøder og husdyr bliver bragt på markedet. I byen rejser bygherrer et tårn. Folk deltager i et jura-foredrag, det 14. århundredes TED Talk. 
(Latter) 
Skolebørn leger. Handelsmænd trives. Karismatiske dansere danser af glæde. Og den vingede figur for Sikkerhed våger over republikken, på hvis banner, der står: "Alle skal gå frem frit og uden frygt." 
Hvad der er fantastisk for disse 800 år gamle billeder, er at de er velkendte for os idag. Vi ser hvordan demokrati ser ud. Vi oplever effekterne af  en god regering i vores liv, ligesom Lorenzetti gjorde i hans liv. 
Men det er allegorien om en dårlig regering der har hjemsøgt mig  siden 9. november. Den er meget skadet, men ligner dagens aviser. Og den, der styrer den dårlige regering er ikke Kommune, men Tyranen. Han har horn, stødtænder, skelende øjne, flettet hår. Han bruger øjensynligt lang tid på dét hår. 
(Latter) 
Retfærdighed ligger nu hjælpeløs ved hans fødder, lænket. Hendes vægtskåle er blevet adskilt. Retfærdighed er Tyranens største fjende, og hun er blevet uskadeliggjort. 
Omkring Tyranen illustrerer Lorenzetti lasterne, der findes i en dårlig regering. Griskhed er den gamle kvinde, der holder om pengeskabet og en fiskers krog for at hale hendes formue ind. Hovmod holder et spejl, og Lorenzetti advarer os mod narcissistiske ledere der styres af deres eget ego  og forfængelighed. På Tyranens højre side står Grusomhed. Forræderi, halvt lam, halv skorpion, luller os ind i en falsk sikkerhedsfornemmelse for sidenhen at forgifte en republik. Svig, med flagermusens flyvske vinger. På Tyranens venstre side ses Division. Hun er klædt i Siena's farver. "Si" og "No" er malet på hendes krop. Hun bruger en tømrers sav til at skære hendes krop i to halvdele. Og Raseri holder folkemassens våben, stenen og kniven. 
I resten af freskoen viser Lorenzetti os den uundgåelige effekt af dårlig regering. De borgerlige idealer, fejret andre steder i dette rum, har svigtet os, og vi ser det. Den engang så smukke by er forfalden, landskabet er øde, bondegårdene forladt. Mange står i flammer. Og på himmelen ovenover ser vi ikke Sikkerhed, men Frygt, på hvis banner står: "Ingen skal gå på denne vej uden frygt for døden." 
Det sidste billede, og det mest vigtige, er et, som Lorenzetti ikke malede. Det er af seeren. I dag er publikum for Lorenzettis freskoer ikke de regerende, men de regerede, individet, der står foran hans allegorier og går væk med indsigt, der lytter til en opfordring til handling. Lorenzetti advarer os at vi må genkende skyggerne af Grisked, Svig, Division, selv Tyranni, når de flyder gennem vores politiske landskab, især når disse skygger er kastet af politiske ledere, der højlydt påstår at være stemmen for en god regering, og lover at gøre Amerika stort igen. 
Og vi må handle. Demokrati må ikke være en tilskuersport. Retten til at protestere, retten til fri forsamling, retten til at andrage ens regering, disse er ikke blot rettigheder. I kløerne på Griskhed, Svig og Division, er de forpligtelser. Vi må forstyrre -- 
(Bifald) 
Vi må forstyrre vores liv, så vi kan forstyrre den umoralske tilvækst af magt for dem, der ville forråde vore værdier. Vi og vi, folket, må rejse retfærdigheden op og må bringe fred til vor nation og må komme sammen i enighed, og vi har et valg. Vi kunne enten male os selv ind i det værste mareridt af Lorenzettis dårlige regering, eller vi kan blive på gaderne, forstyrrende, rodende, larmende. Dette er, hvordan demokrati ser ud. 
Tak skal I have. 
(Bifald) 
Chris Anderson: For det første, wow. Naturligvis er mange folk lidenskabeligt -- du talte lidenskabeligt til mange folk her. Jeg tror, at der findes andre her, der siger, at Trump blev valgt af 63 mio. mennesker. Han er langt fra perfekt, men han prøver at udføre det, han blev valgt til. Skal vi ikke give ham en chance? 
Anthony Romero: Jeg tror, vi må anerkende hans legitimitet som præsident versus legitimiteten for hans politik. Og når så meget af hans politik er kontrære mod grundlæggende værdier, at vi er alle éns under loven, at vi ikke er dømt ud fra vores hudfarve eller vores religion, må vi bestride disse værdier, selv når vi anerkender  og ærer dette faktum, at vores demokrati giver os en præsident, der er fortaler for disse værdier. 
CA: Og ACLU er ikke blot  venstreorienteret, vel? Du laver også andre argumenter. 
AR: Ja, ser du, vi pisser tit alle af på ét tidspunkt. Det er, hvad vi gør. Og for nyligt talte vi for, hvorfor Ann Coulter skal kunne tale på Berkeley, og hvorfor Milo har retten til fri tale. Og vi lavede endda en blog, der næsten brændte huse ned hos nogle af vores medlemmer, desværre, når vi talte om dét faktum, at selv Donald Trump har retten til fri tale som præsident, og et forsøg på at holde ham ansvarlig for opfordring til vold ved hans marcher eller stævner er ukonstitutionelt og uamerikansk. Og når du kommer med et budskab til en skummende folkemængde, der altid er spændt på at  nedkæmpe Donald Trump, og så har et nyt budskab, "Disse rettigheder er for alle, selv præsidenten vi ikke kan lide." Og dét er vores arbejde. 
(Bifald) 
CA: Anthony, du talte til så mange af os så flot. 
Tak skal du have. Tak. 
(Bifald) 
