Dette er et billede af en solnedgang på Mars taget af NASAs Curiosity rover i 2013. Mars er en meget kold planet, vrimlende med høje niveauer af uv-stråling og ekstremt tørt. Mars er egentligt opfattet som for tør til liv, som vi kender det. 
Jeg er en astrobiolog. Jeg prøver at forstå oprindelsen af liv på Jorden og sandsynligheden for at finde liv andre steder i universet. Folk siger til mig, hvordan kan du være en astrobiolog, hvis du ikke har dit eget rumskib? 
Så hvad jeg gør er at studere liv i de miljøer på Jorden, som mest minder om andre interessante steder i universet. Alt liv på Jorden har brug for vand, så personligt fokuserer jeg på det intime sammenhæng mellem vand og liv med formålet at forstå om vi kunne finde liv på en planet så tør som Mars. Men siden jeg ikke har 16 milliarder kroner til at sende min egen robot til Mars, studerer jeg det mest Mars-lignede sted på Jorden, Atacamaørkenen. 
Beliggende i det nordlige Chile, er det den ældste og tørreste ørken på Jorden. Til at give jer en idé om, hvor tørt det er, tænk på at der her i Vancouver falder over 1.000 millimeter regn om året. I Atacama, er der steder med ingen rapporterede nedbør i de sidste 400 år. 
Hvordan ved jeg det? Nå, fordi jeg var født og opvoksede i Atacama - 
(latter) 
Så jeg havde en unik fordel, da jeg begyndte at studere denne ørken. Så lad mig give jer alle et par fantastiske eksempler, han har fundet om hvordan liv har tilpasset sig til at leve med næsten ingen vand. 
En af mine første opdagelser var i en grotteindgang vendt mod Stillehavet. I dette sted, fandt vi en ny type mikroalge, som kun voksede ovenpå spindelvævene, som dækkede grotteindgangen. Har I før set et spindelvæv tidlig om morgenen? Det er dækket af dug, så denne mikroalge lærte at for at udføre fotosyntese på kysten af det tørreste sted på Jorden, kunne de bruge spindelvævene. Så her kan de få adgang til vandet fra frøerne, som hyppigt dækker de her områder om morgenen. 
I en anden grotte, fandt vi en anden type mikroalge. Den her kan bruge havtåge som en vandkilde, og lever bemærkelsesværdigt helt i bunden af en grotte, så den har tilpasset sig til at leve med mindre en 0,1 procent af lyset som normale planter har brug for. Opdagelser af denne type siger til mig at på Mars, finder vi måske endda fotosyntetisk liv i grotter. Det er forresten mig dér. 
(latter) 
I næsten 15 år troede man, at området her i Yungay, opdaget af NASA, var den tørreste del af den her ørken, men jeg vidste, at det ikke var. Hvordan? I kender allerede svaret. Fordi jeg var født og opvokset i ørkenen. Så jeg huskede, at jeg normalt seer tåger i Yungay, så efter at opstille sensorer i mange steder, hvor jeg husker, at jeg aldrig har set tåger eller skyer, fandt jeg fire andre steder meget tørrere end Yungay, inklusiv denne, Maria Elena South, som er det absolut tørreste sted på Jorden, så tør som Mars, og vidunderligt nok kun en 15-minutter køretur fra den lille mineby, hvor jeg blev født. 
I denne søgning prøvede vi egentlig at finde tørkegrænsen for liv på Jorden, et sted så tørt at ingenting kunne overleve der. Men selv her, godt gemt under jorden, fandt vi nogle forskellige mikroorganismer, som antydede, at lignende tørre steder, ligesom Mars, kunne være beboet. Vi har endda nogle foreløbige beviser, at disse mikroorganismer måske er aktive i en helt udtørret tilstand, som levende mumier blandt os, og at de måske bruger uv-stråling som en energikilde. Hvis bekræftet, vil det have en stor indflydelse på vores definition af liv, og på hvordan vi søger liv andre steder i universet. 
På grund af dens klare himler, så ved 2020, vil 60 procent af de største teleskoper på Jorden ligge i Atacama, og mens alle andre vil søge imellem stjernerne for at svare på spørgsmålet, "Er vi alene?", så vil jeg kigge nede på jorden for at søge efter samme svar i min egen baghave. 
Mange tak. 
(Bifald) 
