Jeg har tænkt over noget. Jeg vil slå min far ihjel. Jeg ringede til min søster. 
"Hør her, Jeg har tænkt over noget. Jeg vil slå far ihjel. Jeg vil tage ham med til Oregon, finde noget heroin, og give ham det." 
Min far har frontotemporal demens, også kaldet FTD. Det er en forvirrende sygdom  som rammer folk i 50'er eller 60'erne. Det kan ændre en persons  personlighed fuldstændigt, gøre dem paranoide  og endda voldelige. Min far har været syg i et årti, men for tre år siden blev han rigtigt syg, og vi var nødt til at flytte ham  ud af hans hus - det hus jeg voksede op i, det hus han byggede med sine egne hænder. Min flotte, seje far med falset  sangstemmen var nødt til at flytte på plejehjem med døgnpleje da han var bare 65 år. 
Min mor, mine søstre og jeg lavede  den fejl, at flytte ham til et almindeligt plejehjem. Der var meget flot, der var plystæpper, kunsttimer om eftermiddagen og en hund som hed Diane. Men så modtog jeg et opkald, 
"Frk. Malone, vi har arresteret Deres far." 
"Hvad?" 
"Altså, han truede alle med bestik. Så rev han gardinerne ned fra væggen, og så prøvede han at smide planter ud af vinduet. Og så, altså, han trak alle de gamle damer ud af kørestolene." 
"Alle de gamle damer?" 
[Latter] 
"Sikke en cowboy." 
[Latter] 
Efter at han blev smidt ud derfra, smed vi ham rundt mellem flere offentlige institutioner før vi fandt et behandlingscenter  for folk med demens. I starten kunne han,  godt lide det, men hans helbred blev over tid dårligere og en dag kom jeg ind og fandt ham foroverbøjet på gulvet, iført en heldragt - den slagt dragter med  lynlås i ryggen. Jeg kiggede på ham i omkring en time, mens han hev i den, og prøvede at få den af. Meningen er at den skal være praktisk, men jeg synes at det lignede en spændetrøje. Og så løb jeg. Jeg efterlod ham der. Jeg sad i min bil -  hans gamle bil - foroverbøjet, det her dybe, gutturale skrig kom fra min maves dyb. Jeg kunne bare ikke tro, at min far, min ungdoms Adonis, min virkelig kære ven, skulle mene at den måde at leve på, skulle være værd at leve. 
Vi er programmeret til at  prioritere produktivitet. Så når en person - i dette tilfælde, en Adonis - ikke længere er produktiv, på den måde vi forventer af ham, den måde han selv forventer, hvilken værdi har det liv så tilbage? Den dag i bilen, var det eneste jeg tænkte på, at min far blev tortureret og hans krop var torturens beholder. Jeg må få ham ud af den krop. Jeg må få ham ud fra den krop, jeg vil slå min far ihjel. 
Jeg ringer til min søster. 
"Beth," sagde hun. "Du vil ikke leve resten af dit liv med tanken om at du slog din far ihjel. Og jeg tror at du vil blive anholdt, da han ikke kan billige det. Og du ved ikke engang hvordan man køber heroin." 
[Latter] 
Hun har ret. 
[Latter] Sandheden er, at vi taler meget om hans død. Hvornår sker det? Hvordan vil det være? Jeg ville ønske, at vi havde talt om døden da vi alle var raske. Hvordan ser min bedste død ud? Hvordan ser din bedste død ud? Men min familie vidste ikke hvordan. Og min søster havde ret. Jeg skal ikke slå min far ihjel med heroin men jeg er nødt at få ham ud af den krop. 
Jeg besøgte en clairvoyant. Og så en præst, og så en støttegruppe, og de sagde alle det samme, nogle folk holder fast, når de er bekymrede for deres nærmeste. Fortæl dem at du er i sikkerhed, og at det er okay at give slip. 
Jeg tog hen til min far. Han sad foroverbøjet på gulvet iført heldragten. Han stirrede forbi mig, og så nærmest bare på gulvet. Jeg gav ham en ingefærøl og begyndte bare at snakke, ikke om noget særligt, Men som jeg snakkede, nyste ham på grund af ingefærøllen. Og det nys - gav et ryk i ham, og gav ham en lille gnist af livet tilbage. Han fortsatte med at drikke, nyse og gnistre, om og om igen indtil det stoppede. Og jeg hørte, "Hehehehe, hehehehe ... det her er så fantastisk. Det her er så fantastisk." 
Hans øjne var åbne og han så på mig, og jeg sagde,  "Hej far!" Og han sagde,  "Hejsa Beth." Jeg åbnede munden for at fortælle ham: "Far, hvis du har lyst til at dø, kan du godt dø. Vi er allesammen okay." Men da jeg åbnede munden, Kunne jeg kun sige, "Far! Jeg savner dig." Og så sagde han, "Jamen,  jeg savner også dig." Så faldt jeg bare sammen fordi jeg er et stort rod. 
Jeg faldt sammen og sad der med ham fordi, for første gang i lang tid, virkede han nogenlunde okay. Og jeg tænkte på hans hænder, og var så taknemmelig for at hans sjæl stadig var i kroppen. Og i det øjeblik indså jeg, at jeg ikke er ansvarlig for  denne person. Jeg er ikke hans læge, Jeg er ikke hans mor, Jeg er helt sikkert ikke hans Gud, og måske er den bedste måde, at hjælpe ham og mig på, at indtage vores roller som far og datter. 
Så sad vi bare der, stille og roligt, som vi altid har gjort. Ingen var produktive. Vi er begge stadig stærke. 
"Okay far, jeg går nu, men vi ses i morgen." 
"Okay." sagde han. "Hey, det her er en ret fin landejendom." 
Tak. 
[Applaus] 
