Jeg voksede op i en hvid middelklasse i 1950'ernes Amerika. Det betød fyrværkeri d. 4. Juli, slik og ballade til halloween og at putte gaver under træet til jul. Men da traditionerne kom til mig, var de hule, kommercielle virksomheder, som efterlod mig med en tom følelse. Så fra en relativ ung alder, søgte jeg at udfylde et eksistentielt hul, for at finde noget større end mig selv. 
Der var ingen bar mitzvah i min familie i over et århundrede, så jeg sprang ud i det -- 
(Grin) 
kun for at blive skuffet, efter et møde med rabbineren, en høj, guddommelig figur med bølgende hvidt hår, som spurgte om mit mellemnavn, så vi kunne udfylde en formular. Det var det. 
(Grin) 
Så jeg fik fyldepennen, Men fik ingen fornemmelse  af det forhold og selvtillid, som jeg søgte efter. 
Mange år senere, kunne jeg ikke bære tanken om at min søn fyldte 13, uden nogen form for overgangsceremoni. Jeg fik idéen til en 13 års  fødselsdagsrejse, og tilbød Murphy en tur ud i verden, som gav mening for ham. En spirrende ung naturalist,  som elskede skildpadder, slog hurtigt ned på Galapagos. Da min datter, Katie, fyldte 13, brugte vi to uger  i bunden af Grand Canyon, hvor hun for første gang lærte,  at hun var stærk og modig. Siden da har min partner, Ashton,  og mange af vores venner taget deres børn med på en 13 års fødselsdagstur, hvor alle har fundet det forandrende for både barnet og forælderen. 
Jeg blev ikke opdraget med bordbøn. Men i de sidste 20 år, har vi holdt hænder før hvert måltid. Det er en smuk stilhed, som bringer os alle sammen i øjeblikket. Ashton siger de skal klemme hinandens hænder mens hun sikrer dem  det ikke er religiøst. 
(Grin) 
Så fornyligt, da min familie spurgte mig, om jeg kunne gøre noget ved de mere end 250 kasser med ting, som jeg har samlet gennem mit liv, slog min ritualsøgende impuls ind. Jeg undrede mig over, om jeg kunne gå dybere end bare "dødsoprydning". "Dødsoprydning" er et svensk ord for, at rydde op i dine skabe, din kælder og dit loft, før du dør, så dine børn ikke  skal gøre det senere. 
(Grin) 
Jeg tog billeder af mine børn,  Som åbnede boks efter boks og det undrede mig  at jeg havde gemt alle disse ting. 
(Grin) 
Jeg forestillede mig dem kigge på et  specifikt billede, af mig og en smuk ung kvinde, og spørge, "Hvem er det,  sammen med far?" 
(Grin) 
Og det var a-ha oplevelsen Tingene i sig selv var ikke vigtige. Det var historien bag, der gav dem mening. Kunne man gennem tingenes historie finde nye ritualer, en overgang -- Ikke for en 13 årig, men for nogle som  har levet længere? 
Så jeg begyndte,  at eksperimentere. Jeg udvalgte ting fra kasserne, og placerede dem i et værelse, inviterede mennesker til at komme og spørge mig om alt, hvad de fandt interessant. Resultatet var fantastisk. En god historie blev startskuddet,  til en langt dybere diskussion, hvor mine besøgende fandt meningsfulde forbindelser, til deres eget liv. Derriud [Quarles] spurgte mig  om en Leonard Peltier T-shirt, som jeg havde brugt  en del i 80'erne, og som desværre  stadig er relevant idag. Vores samtale udviklede sig hurtigt fra et stort antal politiske fanger  i amerikanske fængsler, til Derrius' undren over eftermælet af den "sorte friheds"  bevægelse i 60'erne, og hvordan hans liv havde formet sig hvis han havde været voksen dengang, istedet for 30 år senere. I slutningen af vores samtale spurgte Derrius mig, om han måtte få T-shirten. At give ham den,  føltes helt perfekt. 
Som samtalerne skabte fælles grundlag, specielt på tværs af generationer, opdagede jeg, at jeg åbnede et rum for folk til at tale om ting, som betød noget for dem. Jeg så nu mig selv med en fornyet formål -- ikke som den gamle  mand på vejen ud, men som en med  en rolle at udfylde, fremadrettet. 
Da jeg voksede op, endte livet for de fleste  i 70-års alderen. Nu lever vi meget længere, og for første gang i historien kan fire generationer  være i live på en gang Jeg er 71, og med lidt held, har jeg 20 eller 30 år foran mig. At give mine ting væk nu, og dele det med venner, familie og fremmede også, virker som den perfekte måde,  at møde det næste stadie af mit liv. Det viser sig at være lige det jeg søgte: et ritual, som handler  mindre om at dø, og mere om at åbne døren til hvad end der kommer. 
Tak. 
(Klappesalve) 
Videre! 
(Klappesalve) 
