Den længste rejse jeg nogensinde har taget det var i 2002. Jeg var kun 19 år gammel. Det var den første gang jeg nogensinde havde været i en flyvemaskine og den første gang jeg  havde forladt mit land, Rwanda. 
Jeg blev nød til at rejse tusinder  af kilometer væk for at følge en drøm. En drøm jeg havde haft lige siden jeg var barn. Og den drøm var at blive en arkitekt. Det var på det tidspunkt  umuligt i mit land. Der var ingen arkitektskoler. Så da jeg fik et stipendium til  at studere i Kina, forlod jeg mit liv og min familie og flyttede til Shanghai. 
Det var en fantastisk tid. Landet var ved at gennemgå et  kæmpe bygnings-boom. Shanghai, mit nye hjem, var hurtigt ved at blive  til en skyskraber-by. Kina var ved at forandre sig. Verdensklasse projekter blev  bygget for at vise udvikling. Moderne, eklatante ingeniørvidundere  skød bogstaveligtalt op overalt. Men bag de her facader, gjorde udnyttelse af en  masse gæstearbejdere, og massiv forflytning af  tusinder af mennesker de her projekter mulige. Og den her hurtige udvikling bidrog også betydeligt til den forurening som hjemsøger Kina i dag. 
Spol frem til 2010, da jeg tog tilbage til Rwanda. Der fandt jeg udviklingsmønstre som  lignede dem jeg så i Kina. Landet havde og oplever stadig dets  egen befolknings - og økonomiske vækst. Presset for at bygge byer,  infrastruktur og bygninger er på sit højeste, og som et resultat  af det er der også et kæmpe bygge-boom. 
Dette er virkeligheden tværs  over det afrikanske kontinent, og her er hvorfor. I år 2050 vil Afrikas befolkning  fordoble sig, og nå 2,5 milliarder mennesker. På det tidspunkt, vil den afrikanske befolkning være en  smule mindre end den nuværende befolkning af Kina og Indien kombineret. Infrastrukturen og bygningerne der er  nødvendige for at huse så mange folk er aldrig set før i menneskehedens  historie. Vi har forudsagt at vi i 2050, er nødsaget til at bygge 700,000,000  flere boligenheder, mere end 300,000 skoler og tæt på 100,000 sygecentre. 
Lad mig putte det i perspektiv for jer. Hver dag i de næste 35 år, skal vi bygge syv sygecentre, 25 skoler og tæt på 60,000 boligenheder hver dag, alle dage. 
Hvordan har vi tænkt os at gøre det? Skal vi følge en model af ikke-bæredygtig  byggeri og konstruktion lignende det jeg så i Kina? Eller kan vi udvikle en unik  afrikansk model af bæredygtig og retfærdig udvikling? Jeg er optimistisk om at vi kan. Jeg kender til afrikanere  som allerede er igang. Tag den nigeriske arkitekt  Kunlé Adeyemi for eksempel, og hans arbejde i slumområder  i kystnære mega-byer. Steder som Makoko i Lagos, hvor hundreder af tusinder af folk bor i  midlertidige strukturer på stylter på vand, uden regeringsinfrastruktur eller service. Et samfund som er under risiko for  stigende vandstande og klimaforandringer. Og stadigvæk er folk som bor der  eksempler på stor opfindsomhed og viljen til at overleve. Kunlé og hans team har  designet en prototype-skole som er modstandsdygtig for de  stigende vandstande i havene. Dette er Makoko-skolen. Det er en flydende prototypestruktur  som tilføjes til klinikker, til boligenheder, markeder og andre vitale infrastrukturer  som samfundet behøver. Det er en smart løsning som sikrer at det her fælleskab  lever sikkert på Lagos' vande. 
Det her er Francis Kéré. Han arbejder i landet hvor han kommer fra, Burkina Faso. Kéré og hans hold har skabt projekter som  gør brug af traditionelle byggeteknikker. Kéré og hans hold,  arbejdende i fællesskabene, har udviklet prototype-skoler som hele fællesskabet, ligesom alle projekterne  i det her lands landsbyer, kommer sammen om at bygge. Børn henter sten til fundamentet, kvinder henter vand  til murstensproduktionen, og alle arbejder sammen  om at slå lergulvene. Ved at arbejde med samfundet, har Kéré og hans hold skabt  projekter som fungerer bedre, med tilstrækkeligt lys  og tilstrækkelig ventilation. De passer i denne særlige kontekst og er også virkelig, virkelig smukke. 
I de sidste syv år, har jeg arbejdet som arkitekt  hos MASS Design Group. Det er et designfirma  som startede i Rwanda. Vi har arbejdet i  adskillige lande i Afrika, hvor vi har fokuseret på den her  mere passende og bæredygtige model af arkitektonisk praksis, og Malawi er en af de lande. Det er et land med smukke,  fjerne landskaber med højbjerge og frodige dale. Men landet har også en af de værste  mødre-dødelighedsrater i verden. En gravid kvinde i Malawi  føder enten derhjemme, eller også må hun gå en meget  lang tur til den nærmeste klinik. Og én ud af 36 af de her mødre  dør under fødslen. 
I Malawi, med vores hold hos MASS Design Group, har vi designet  Kasungu Maternity Waiting Village. Det her er et sted hvor kvinder  kommer seks uger før deres termin. Her modtager de prætanal pleje og øver ernæring og familie-planlægning. På samme tid skaber de et fællesskab med andre ventende mødre  og deres familier. Designet af  Kasungu Maternity Waiting Village henter inspiration fra  Malawi landsbyernes folkesprog og er bygget med meget  enkle materialer og metoder. Jordblokkene som vi brugte, var lavet  fra den samme jord som dette steds. Det reducerer denne bygnings CO2-aftryk, men først og fremmest, medvirker det til et trygt og  værdigt sted for de her ventende mødre. 
De her eksempler viser at  arkitektur og design har muligheden for at  belyse komplekse problemer. Men viser også, at vi kan udvikle en model  af effektive løsninger for vores fælleskaber. Men de her tre eksempler er ikke nok. 300 flere eksempler vil ikke være nok. Vi har brug for et helt fællesskab  af afrikanske arkitekter og designere til at lede med tusinder  af andre eksempler. 
I maj i år, indkaldte vi til et møde  om afrikansk arkitektur, i Kigali, og vi inviterede mange af de  førende afrikanske designere og arkitektoniske-lærere  som arbejder på tværs af kontinentet. Vi havde alle sammen en ting tilfælles. Hver enkelt af os gik i skole i udlandet og uden for Afrika. Det bliver nød til at ændre sig. Hvis vi skal være i stand til  at udvikle løsninger til os, i stedet for at prøve  at gøre Kigali til Beijing, eller Lagos til Shenzhen, så har vi brug for et fællesskab som vil bygge design-selvsikkerheden til den næste generation af afrikanske arkitekter og designere. 
(Klapsalve) 
I september sidste år, lancerede vi African Design Centre for at begynde at skabe  det her fællesskab. Vi optog 11 venner fra  på tværs af kontinentet. Det er et 20-måneder langt  design-byg fællesskabsprogram. Her lærer de at tackle store udfordringer så som urbanisering og klimaforandring, ligesom Kunlé og hans hold har gjort. De arbejder med fællesskaber for at skabe innovative byggeløsninger  og processer, ligesom Kére og hans hold har gjort. De lærer at forstå de sundhedsmæssige konsekvenser af bedre bygninger som vi hos MASS Design Group  har undersøgt de sidste mange år. Det største øjeblik af dette  fællesskabsprogram er et rigtigt projekt som  de designede og byggede. 
Det her er Ruhehe Primary School, projektet de designede. De fordybede sig selv i fællesskabet  for at forstå udfordringerne men også for at opdage muligheder, så som at bruge en væg  lavet af vulkanisk sten til at transformere hele området  til et sted af leg og aktiv læring. De evaluerede de miljømæssige tilstande og udviklede et tagsystem  som maksimerer dagslys og forbedrer akustikken. Konstruktionen af Ruhehe Primary School  vil begynde i år. 
(Klapsalve) 
Og i de kommende måneder, vil vennerne hos African Design Centre  arbejde sammen med Ruhehe-fællesskabet for at bygge det. 
Da vi spurgte vennerne hvad de ønskede at lave efter  African Design Centre-fællesskabet, sagde Tshepo fra Sydafrika at han vil introducere  denne byggemåde i hans land, så han planlægger at åbne  sin egen praksis i Johannesburg. Zani vil fremme kvinders  muligheder for at blive ingeniører. Før hun startede ved African Design Centre, hjalp hun med at starte, i Nairobi, en organisation som bygger en  køns-bro for kvinder i ingeniør-felter, og hun håber at sprede denne  bevægelse på tværs af Afrika, med tiden hele verden. Moses, fra Syd-Sudan, det nyeste land på jorden, vil åbne den første polytekniske skole som vil lære folk at bygge med  lokale materialer fra hans land. Moses blev nød til at være  beslutsom for at blive arkitekt. Borgerkrigen i hans land afbrød  ofte hans arkitektuddannelse. Da han ansøgte om at blive  en del af African Design Centeret, kunne vi høre skud i baggrunden  af hans interview-opkald. Men selv midt i denne borgerkrig, holdte Moses fast i idéen om at arkitektur kan være en måde at skabe  en ny bro mellem fællesskaber igen. Du må være inspireret af denne vens tro på at god arkitektur kan gøre en forskel på hvordan Afrikas fremtid bliver bygget. 
Den uden fortilfælde vækst  af Afrika kan ikke ignoreres. Forestil dig Afrikas fremtidige byer, men ikke som store slumkvarterer, men som de mest hårdføre og de mest socialtinklusive  steder på jorden. Det kan opnås. Og vi har talentet til  at gøre det virkeligt. Men rejsen for at gøre talentet  klart for opgaven der ligger fremme, som min egen rejse, er alt for lang. For den næste generation af  afrikanske kreative ledere, må vi forkorte og strømline den rejse. Men vigtigst af alt -- og jeg kan ikke understrege dette nok -- så bliver vi nød til at bygge  deres design-selvsikkerhed og give dem muligheden for at skabe løsninger som er virkelig afrikanske men globalt inspirerende. 
Mange tak skal I have. 
(Klapsalve) 
