Jeg har stadig et forfærdeligt billede i mit hoved Jeg kunne se folk falde, skud. Jeg var så rædselsslagen. Jeg græd meget. Nogen som kendte min far og mor  greb min hånd og han sagde, "Kom med! Kom med!" Og jeg var sådan,  "Hvor er min mor? Min mor? Min mor?" 
Om nætterne kunne vi høre skud, Vi kunne høre geværer. Det var meningen, der skulle være valg. Vi havde unge mennesker der gik på gaden, de strejkede. Og de fleste af de unge mennesker døde. 
Vi gik ombord på et fartøj. Det var overfyldt. Folk løb for livet. Det var sådan jeg flygtede fra Somalia. Min mor savnede mig. Ingen fortalte hende hvor jeg tog hen. 
Det faktum, at vi ikke gik i skole, og ikke kunne gå på markedet,  men bare sad fast derhjemme, fik mig til at indse, at hvis jeg fik  chancen for at gå efter noget bedre, kunne jeg bare gå efter det  og få en bedre fremtid. 
(Musik) 
På global skala,  er antallet af fordrevne folk steget. 
Nu, er der næsten 60 millioner  fordrevne folk i verden. Og desværre stopper det ikke. 
Jeg tror, det humanitære samfund er begyndt at indse, udfra forskning og virkeligheden, at der er tale om et  meget mere permanent problem. 
De her studerende har brug for  en tertiær uddannelse, En afsluttende eksamen, de kan bruge. Hvis disse studerende bor i Rwanda nu, og de bliver forflyttet,  kan de stadig fortsætte deres studier. Deres eksamen kan stadig bruges, hvorend de er. 
Vores dristige projekt var at teste Southern New Hampshire University's Global Education Movement's evne til at skalere, til at bringe bachelorgrader  og muligheder for ansættelse til flygtninge og de, der ellers ikke ville have adgang til højere uddannelse. 
Som flygtning, var det næsten umuligt at fortsætte min uddannelse og gøre karriere. Mit navn er Saida Aden Said, og jeg er fra Somalia. Jeg var ni år gammel da jeg kom til Kakuma og jeg startede i skole som 17-årig. Nu er jeg i gang med min bachelor hos SNHU. 
Mit navn er Noria Dambrine Dusabireme. Jeg er i gang med min bachelor i kunst og kommunikation med fokus på business. 
Vi hjælper studerende på tværs af  fem forskellige lande: Libanon, Kenya, Malawi, Rwanda og Sydafrika. Vi er meget stolte over at have  800 AA dimittender til over 400 bachelor dimittender og næsten 1.000 studerende indskrevet lige nu. 
Så det magiske her er, at vi adresserer flygtninges liv mens de eksisterer. Der er ingen undervisningstimer. Der er ingen forelæsninger. Der er ingen afleveringsdatoer. Der er ingen afsluttende eksaminer. Denne uddannelse er kompetencebaseret og ikke tidsbunden. Du vælger hvornår  du vil starte dit projekt. Du vælger hvordan  du vil gå til projektet. 
Du kan se målene når du åbner platformen. Under hvert mål kan vi finde projekter. Når du åbner et projekt,  får du kompetencerne, som der kræves, vejledning og overblik over projektet. 
SNHU's hemmelighed er at kombinere den kompetencebaserede online læring med den læring vi får af at arbejde sammen for at sørge for al den støtte  der er nødvendig. Det inkluderer akademisk coaching. Det inkluderer psykologisk støtte, medicinsk hjælp og det er også støtte til beskæftigelse  efter uddannelsen. Det er dét, der resulterer i  de 95 procent beståelse, de 88 procent ansættelse. 
Jeg er en  social media-management praktikant. Det relaterer sig til dén kommunikations- grad, jeg er i gang med. Jeg har lært så mange ting af projektet og i den virkelige verden. 
Det strukturerede praktikforløb er virkelig en mulighed for studerende til at øve sig i deres evner for at vi kan skabe forbindelser  mellem praktikforløbet og en senere jobmulighed. 
(Musik) 
Det her er en model der ikke sætter tid og universitetspolitikker  og procedurer i centrum men i stedet sætter  den studerende i centrum. 
SNHU-modellen er en  vigtig måde at skabe en ændring. Enormt vigtig. Det er en stor ændring  på den traditionelle form for tertiær uddannelse her. 
Den kan forandre studerendes liv fra disse skrøbelige flygtningesamfund. 
Hvis jeg får min uddannelse, kan jeg bare komme tilbage og arbejde hvor jeg vil. Jeg kan tage en kandidatuddannelse med selvsikkerhed på engelsk, hvilket er noget, jeg aldrig ville have drømt om før. Og jeg har selvtilliden og evnerne der skal til for at kunne gå ud  og tackle arbejdspladsen uden at behøve frygte  at jeg ikke kan klare det. 
Jeg har altid villet arbejde  med lokalsamfundet. Jeg vil gerne etablere en non-profit. Vi er fortalere for kvinders uddannelse. Jeg vil være én som er  ligesom en ambassadør og anspore dem til at lære og fortælle dem,  at det aldrig er for sent. Det er en drøm. 
