Da jeg var syv år gammel, Spurgte en velmenende voksen mig, hvad jeg ville være når jeg blev stor. Jeg svarede stolt: "Kunstner." "Nej, du vil ikke" sagde han, "Du kan ikke leve af at være kunstner!" 
Mine små, syvårige Picasso-drømme var knuste. Men jeg samlede mig, ledte efter en ny drøm, og med tiden besluttede jeg mig for at blive videnskabsmand, Måske noget i retningen af den næste Albert Einstein. 
(Latter) 
Jeg har altid elsket matematik og videnskab, og senere hen kodning. Så jeg besluttede at læse programmering på universitetet. På mit første år viste vores underviser i computergrafik os en række fantastiske kortfilm. Det var de første computeranimationer vi nogensinde havde set. Jeg så disse film med forundring, tryllebundet, med festfyrværkeri i hovedet, mens jeg tænkte: "det er dét, jeg vil bruge mit liv på." Ideen om, at alt det matematik, videnskab og kodning, jeg havde lært kunne forenes til at skabe disse verdener, karakterer og historier, jeg var forbundet til, var i min verden ren magi. 
To år senere begyndte jeg at arbejde det sted, hvor de lavede filmene: Pixar Animation Studios. Det var her jeg lærte, hvordan disse film laves. For at lave vores film, skaber vi en tredimensional verden i en computer. Vi starter med det punkt, der danner en linje, som bliver til et ansigt, som skaber karakterer, eller træer og sten, som til sidst bliver en skov. Og fordi, det er en tredimensionel verden, kan vi flytte et kamera rundt derinde. Jeg var fascineret af det hele. Men så oplevede jeg for første gang lyssætning. 
I praksis er lyssætning placeringen af lys i den tredimensionelle verden. Jeg har lysikoner, som jeg flytter rundt på derinde. Her ser man, at jeg har tilføjet lys. Jeg tænder den grove lyssætning i vores software, tænder for skygger, og placerer lyset. Når jeg placerer lys, tænker jeg over, hvordan det ville se ud i virkeligheden, men finder en balance mellem det, vores kunstneriske ønsker og historien. Så det ser måske sådan her ud til at begynde med, men når vi justerer det her, og vi flytter det her kan det i grove træk, efter flere ugers arbejde, se sådan her ud, og i sin endelige form, sådan her. 
Der er et bestemt øjeblik i lyssætning der får mig til at falde pladask for det. Det er når vi går fra det her til det her. I det øjeblik hvor det hele smelter sammen, og en verden kommer til live som om det er et rigtigt, eksisterende sted. Det øjeblik bliver aldrig gammelt, specielt ikke for den lille syvårige pige, der ville være kunstner. 
Da jeg lærte at sætte lys lærte jeg at bruge lys til at fortælle historier, til at afspejle tidspunkter, til at sætte stemningen, til at føre seerens øjne og til at gøre karakterer  attraktive, eller få dem til at skille sig ud. 
Kunne I se WALL-E? 
(Latter) 
Der er han. 
Som man kan se, kan vi skabe hvilken som helst verden inde i computeren. Vi kan skabe en verden med monstre, med robotter, der bliver forelskede, vi kan sågar få grise til at flyve. 
(Latter) 
Selvom det er fantastisk, denne ubundne kunstneriske frihed, kan det skabe kaos. Det kan skabe utroværdige verdener, utroværdige øjeblikke, ting, der virker disharmoniske for seerne. 
For at undgå det, griber vi fat i videnskaben. Vi bruger videnskaben og verden som rygrad og udgangspunkt for at skabe noget  genkendeligt og relaterbart. "Find Nemo" er et fantastisk eksempel på det. En stor del af filmen finder sted under vand. Men hvordan skaber man en undervandsscene? 
I undersøgelsen og udviklingen, tog vi et undervandsklip og genskabte det i computeren. Vi nedbrød det, for at se, hvilke elementer der udgør et undervandsmiljø. Et af de vigtigste elementer var, hvordan lyset bevæger sig gennem vandet. Vi kodede derfor et lys der imiterede denne fysik - først synligheden af vandet og herefter hvad der sker med farven. Objekter tæt på øjet har deres fulde, varme farver. Som lyset bevæger sig dybere ned i vandet, forsvinder de røde bølgelænger, herefter de grønne, så kun de blå farver er tilbage på det dybe hav. 
I det her klip kan man se to andre vigtige elementer. Det første er strømningen og dønningen eller den usynlige undervandsstrøm som skubber små partikler rundt i vandet. Det andet er kaustik. Det er de lysbånd ligesom man kan se i bunden af en pool, som skabes når sollyset bryder gennem toppene på krusningerne og bølgerne i havets overflade. Her er tågestråler. De afslører farvedybde men de fortæller også, hvad der er op i de scener, hvor vi ikke ser havoverfladen. En anden sej ting, man kan se her er at vi kun belyser partiklerne med kaustik, så når det bevæger sig ind og ud af lysbåndene fremkommer og forsvinder de hvilket giver en svag, magisk gnist til undervandsscenen. 
Man kan se, hvordan vi bruger videnskaben - fysikken i vandet,  lyset og bevægelserne - til at underbygge den kunstneriske frihed. Men den holder os ikke tilbage. Vi vurderede de enkelte elementer og afgjorde, hvilke der skulle være videnskabelige korrekte og hvilke vi kunne modificere til at passe til historien og stemningen. 
Vi fandt hurtigt ud af, at farver var et element, vi kunne lege med. Her er undervandsscene med de oprindelige farver. Men her, kan vi gøre Sydneys havn en smule grøn, så den passer til handlingens triste stemning. I denne scene er det vigtigt, at vi kan se det dybe hav, så vi forstår hvad Den Østaustralske Strøm er, som skilpadderne dykker ind i og tager på rutschebanetur. Så vi ændrede vandets synlighed langt forbi hvordan det ser ud i virkeligheden. Fordi vi i sidste ende ikke prøver at genskabe den videnskabeligt korrekte verden, vi prøver at skabe en troværdig verden, en verden som publikum kan fordybe sig i for at opleve historien. 
Vi bruger videnskaben til at skabe noget fantastisk. Vi bruger historien og det kunstneriske præg til at skabe et forunderligt sted. Det er WALL-E et godt eksempel på. Han kan se skønheden i de mest simple ting. Men da det kom til lyssætning vidste vi, at vi havde et problem. Vi nørdede så meget med at  gøre WALL-E til en overbevisende robot, at vi praktisk talt havde lavet hans kikkert fulstændig, optisk korrekt. 
(Latter) 
Hans kikkert er et af hans vigtigste redskaber til at kunne udtrykke sig. Han har ikke et ansigt, eller egentlige replikker for den sags skyld. Så animatørerne var stærkt afhængige af kikkerten til at udtrykke handling og følelser. 
Vi arbejde med lyset, og vi indså at de tre linser i hans kikkert gav et rod af refleksioner Han begyndte at se glasøjet ud. 
(Latter) 
Glasøjne er grundlæggende forfærdeligt, når man vil overbevise sit publikum om, at en robot har en personlighed og er i stand til at blive forelsket. Så vi arbejdede videre med den optisk perfekte kikkert og prøvede at finde en løsning, der ville bevare materialerne men løse refleksionsproblemerne. 
Vi begyndte med linserne. Der er frontlinsen, spredelinsen og samlelinsen. Her ser man alle tre linser sammen, der viser en masse refleksioner. Vi prøvede at skrue ned for dem, vi prøvede at blokere dem, men intet virkede. Som man kan se her, var det nogle gange noget specifikt der skulle reflekteres - typisk Eve. Så vi kunne ikke bare bruge et kunstigt, abstrakt billede i linserne. Så her har vi Eve i første linse, vi placerede Eve i anden linse, det fungerer ikke. Vi skruede ned for det, men det virker stadig ikke. 
Og så havde vi vores aha-oplevelse. Vi tilføjede et lys til WALL-E som tilfældigvis trænger ind i hans øjne. Man kan se hvordan det lyser det grå blænde op. Pludselig stikker blændet frem fra refleksionen på en måde som intet andet har gjort. Nu ser vi WALLE-E som om han har øjne. Mennesker har det hvide i øjet, det farvede iris og den sorte pupil. Nu har WALL-E det sorte i et øje, det grå blænde og sorte pupiller. Pludselig virker WALL-E til at have en sjæl, som om der er en karakter med følelser indeni. Mod slutningen af filmen, mister WALL-E sin personlighed, og er i bund og grund døende. Her er det perfekte tidspunkt til at bringe glasøjnene i spil. I den næste scene kommer WALL-E til live igen. Vi tilføjer lyset for at trække blændet frem igen og han bliver igen den søde, sjælfulde robot, vi elsker. 
(Video) WALL-E: Eva? 
Der er en skønhed i disse uventede øjeblikke - når man finder svaret på at åbne op for en robots sjæl, det øjeblik hvor man opdager, hvad man vil bruge sit liv på. Goplescenen i "Find Nemo" var et af de øjeblikke for mig. 
Der er scener i enhver film som er svære at få til at fungere. Det her var en af de scener. Instruktøren havde en vision  for denne scene baseret på nogle fantastiske optagelser af gopler i Stillehavet. Som vi arbejdede os fremad, rodede vi i blinde. Når instruktøren skulle se vores udkast handlede det ikke om udtrykket men oftere om tal og procenter. Måske fordi vi - modsat normalt - basede scenen på noget fra det virkelig liv, eller måske bare fordi vi var faret vild. Vi brugte vores hjerner uden vores øjne, videnskaben uden kunsten. Det videnskabelige greb kvalte scenen. 
Men selv gennem alle frustrationer troede jeg stadig, det kunne blive smukt. Så da det kom til lyssætning, dykkede jeg ned. Da jeg arbejdede med at skabe balance mellem de blå og lyserøde farver kaustikken der danser på goplernes klokker og de bølgende tågestråler, begyndte noget lovende at vise sig. Jeg mødte ind en morgen og gennemså sidste aftens arbejde. Og jeg blev begejstret. Så viste jeg det til lysinstruktøren og hun blev begejstret. Kort efter viste jeg det til instruktøren i et mørkt rumt med 50 mennesker. 
Man håber,  at instruktøren siger nogle pæne ord. Man får typisk at vide, hvad der skal rettes. Og forhåbentligt får du et endeligt ja til at kunne gå videre i processen. Jeg holdt mit oplæg, og jeg  afspillede goplescenen. Instruktøren var stille i ubehageligt lang tid. Lige præcis lang nok tid til at få mig til at tænke: "Åh nej, jeg er færdig." Og så begyndte han at klappe. Og så begyndte scenografen at klappe. Og så klappede alle i rummet. Det er det øjeblik jeg elsker højest ved lyssætning. Det øjeblik hvor alting forenes, og vi skaber en verden, vi kan tro på. 
Vi bruger matematik, videnskab og kodning til at skabe disse fantastiske verdener. Vi bruger historiefortælling og kunst til at levendegøre dem. Det er sammenfletningen af kunst og videnskab, der løfter denne verden til et magisk sted, et sted med sjæl, et sted, vi kan tro på, et sted hvor de ting, man kan forestille sig kan blive til virkelighed og en verden hvor en pige pludselig indser, at hun ikke bare er videnskabsmand, men også kunstner. 
Tak. 
(Bifald) 
