I de seneste måneder har  jeg rejst i ugevis med kun en enkelt kuffert. En dag var jeg inviteret til  en vigtigt begivenhed og ville derfor gerne have  noget nyt og særligt på. Jeg kunne intet finde i min kuffert. Heldigvis var jeg til en tech-konference  den dag, og havde adgang til 3D printere. Så jeg designede hurtigt en nederdel på min pc, og jeg sendte filen til printeren. Den printede delene i løbet af natten. Morgenen efter  tog jeg alle delene, og samlede dem på mit hotelværelse og det er faktisk den nederdel  jeg har på lige nu. 
(Klapsalver) 
Så det var ikke første gang,  jeg printede tøj. Til min kollektion ved  på designskolen, valgte jeg forsøgsvis at 3D printe  hele kollektionen hjemmefra. Problemet var, at jeg næsten intet vidste om 3D printning og kun havde ni måneder til at finde  ud af at printe fem moderigtige design. 
Jeg arbejdede altid mest kreativt  derhjemme. Jeg elskede at eksperimentere  med nye materialer og jeg prøvede altid  at udvikle nye teknikker. til at lave de mest unikke tekstiler  til mine mode projekter. Jeg elskede at tage til gamle fabrikker  og butikker for at finde rester af  underligt pulver og finurlige materialer, og så tage dem med hjem  for at eksperimentere. Som I nok kan forestille jer, kunne mine bofæller ikke lide det. 
(Latter) 
Så jeg besluttede at gå videre  og arbejde med store maskiner, som ikke passede ind i min stue. Jeg elsker det præcise  og specielle arbejde jeg kan lave med  alle slags designteknologier såsom strikkemaskiner og laserskærer  og print af silke. 
I en sommerferie havde jeg i  New York en praktikplads hos et modehus i Chinatown. Vi arbejdede på to utrolige  3D printede kjoler . De var fantastiske - som I kan se her. Men jeg havde  lidt problemer med dem. De var lavet af hård plast  og gik derfor let i stykker. Modellerne kunne ikke sidde i dem og de fik skrammer af plastikken under armene. 
Med 3D print havde  designerne stor frihed til at lave kjoler præcis som de ønskede dem, men de var stadig meget afhængige  af store dyre industrielle printere placeret i et laboratorie  langt fra deres lokaler. 
Senere det år fik jeg en  3D printet halskæde af en ven lavet med en hjemmeprinter. Jeg vidste, at disse  printere var billigere og langt mere tilgængelige en dem vi brugte under mit praktikophold. Så jeg kiggede på halskæden og tænkte så: "Hvis jeg kan printe en halskæde derhjemme, hvorfor så ikke også printe mit tøj der?" Jeg kunne godt lide tanken om ikke at skulle gå til markedet og vælge materialer som andre havde valgt at sælge. Jeg kunne bare designe og printe hjemmefra. 
Jeg fandt et lille forum hvor jeg lærte alt jeg ved om 3D printning. De gav mig nøglen til laboratoriet med det samme, så jeg kunne eksperimentere hele natten, hver nat. 
Den største udfordring var at finde det rigtige fiber at printe tøjet med. Så hvad er et fiber? Fiber er det materiale du fodrer printeren med. Og jeg brugte omkring en måned på at eksperimentere med PLA, som er et hårdt, kradsende og skrøbeligt materiale. 
Gennembruddet kom da jeg blev introduceret for Filaflex, som er en ny slags fiber. Det er stærkt, men meget fleksibelt. Og med det var jeg i stand til at printe det første stykke tøj, denne røde jakke med ordet "Liberté," "frihed" på fransk, skrevet på den. Jeg valgte dette ord fordi jeg følte mig så beføjet og fri når jeg kunne designe et stykke tøj derhjemme og printe det helt selv. Faktisk kan du let  downloade denne jakke og ændre ordet til noget andet. For eksempel dit navn eller din kærestes navn. 
(Latter) 
Printerens plader er små så jeg blev nød til at samle tøjet ligesom et puslespil. 
Og jeg ville løse en anden udfordring. Jeg ville printe tekstiler som jeg kunne bruge helt ligesom almindelig stof. Da fandt jeg en open-source fil fra en arkitekt der designede et mønster jeg elsker. Og med det var jeg i stand til at printe et smukt stykke tekstil som jeg kunne bruge helt ligesom almindeligt stof. Og det ligner rigtige blonder. 
Så jeg tog denne fil og modificerede den og ændrede den, legede med den og lavede mange versioner af den. Og jeg skulle bruge 1.500 timer oveni til at printe for at færdiggøre min kollektion. Så jeg tog seks printere med hjem og printede døgnet rundt. Og det er faktisk en meget langsom proces, men lad os huske på at internettet også var langt langsommere for 20 år siden, så 3D printning vil accelerere og på ingen tid vil du kunne printe en t-shirt derhjemme på et par timer eller endda minutter. 
Så vil I gerne se hvordan det ser ud? 
Publikum: Ja! 
(Klapsalver) 
Danit Peleg: Rebecca er iført et af mine fem designs. Næsten alt det som hun har på har jeg printet derhjemme. Selv skoene er printet. 
Publikum: Wauw! 
Publikum: Cool! 
(Klapsalver) 
Danit Peleg: Tak, Rebecca. (Til publikum) Tak, allesammen. 
Jeg tror, at materialer i fremtiden vil udvikle sig og de vil ligne og føles som de stoffer vi kender i dag, såsom bomuld eller silke. Forestil jer personligt tøj der passer præcis til jeres mål. 
Musik var engang en meget fysisk ting. Du skulle hen til pladebutikken  og købe CD'er, men nu kan du bare downloade musikken, digital musik, direkte til din telefon. Mode er også en meget fysisk ting. Og jeg tænker på hvordan verden vil se ud når vores tøj er digitalt, ligesom denne nederdel er. 
Tusind tak. 
(Klapsalver) 
[Tak] 
(Klapsalver) 
