Vores måde at fortælle historier har selvfølgelig forandret sig, siden Aristoteles definerede tragediens regler omkring 2.500 år siden. Ifølge ham skal historiefortælling efterligne livet  og få os til at føle noget. Og sådan har historiefortælling, som vi kender den gjort rigtig godt lige siden. Men der findes en dimesion af livet som historiefortælling aldrig har kunnet gengive. Ideen om valg. 
Valg er en rigtig vigtig del af vores liv. Som individer defineres vi af de valg, vi træffer. Nogle af vores valg kan have meget alvorlige konsekvenser og ændre vores liv fuldstændigt. Men i et skuespil, en roman eller en film, træffer forfatteren alle valgene på forhånd for karaktererne, og som publikum  er vi bare passive tilskuere til konsekvenserne af hans valg. 
Som historiefortæller har jeg altid været fascineret af ideen om at genskabe forestillingen om valg i fiktionen. Min drøm var at sætte publikum i hovedpersonens sted, lade dem vælge selv og dermed lade dem fortælle deres egne historier. Det er det, jeg har forsøgt at gøre de sidste 20 år af mit liv. 
I dag vil jeg præsentere jer for denne nye måde at fortælle historier, hvor interaktiviteten er i fokus. Frem for at snakke om teorien bag, hvilket nok ville være ret abstrakt og sikkert en smule kedeligt, tænkte jeg, det var oplagt at lave et lille eksperiment. Jeg vil gerne have jer her i salen til at fortælle jeres egen historie. 
Derfor har jeg en interaktiv scene med, som vi skal spille sammen. Jeg har bedt Vicky ... Hej, Vicky ... om at kontrollere hovedpersonen for os. Og jeres rolle som publikum vil være at træffe valgene. Så Vicky og jeg ikke ved, hvad der skal ske, fordi det alt sammen bliver baseret på jeres beslutninger. 
Denne scene kommer fra vores næste spil, "Detroit: Become Human", og vi er i en nær fremtid, hvor det er muligt at fremstille androider, der ligner mennesker på en prik. Vi styrer denne karakter ved navn Connor, som er en androide. Han kan mange smarte tricks med mønter, som I kan se. Han har en blå trekant på brystet, som alle androider har. Nu styrer Vicky denne karakter. Hun kan gå rundt overalt, hun kan se sig omkring, hun kan interagere med  sine omgivelser, og hun kan fortælle sine egne historier ved at træffe valg. 
Her har vi vores første valg. Der ligger en fisk på jorden. Hvad skal vi gøre? Skal vi redde den eller ej? Husk, vi er under tidspres, så vi må hellere være hurtige. Hvad skal vi gøre? 
Red den! 
Red fisken? 
(Video) (Fisken plopper) 
David Cage: Sådan der. Okay, vores androide kan godt lide dyr. Lad os komme videre. Husk på, vi har en gidselsituation. 
(Video) Please, du må redde min lille pige! Vent ... Sender I en androide? 
Du er nødt til at gå, frue. 
Det kan I ikke gøre! Hvorfor sender I ikke  et rigtigt menneske? 
Okay, hun er ikke glad. En androide har taget hendes datter som gidsel, og hun er selvfølgelig i chok. Nu kan vi fortsætte med at undersøge lejligheden. Vi kan se SWAT-betjentene på stedet. Men først skal vi finde kommissær Allen. Det er det første, vi skal. Så vi kan bevæge os rundt overalt. Vicky styrer stadig karakteren. Lad os se ... Det er vist Allen. Han snakker i telefon. 
(Video) Kommissær Allen, mit navn er Connor. Jeg er den androide, CyberLife har sendt. 
Allen: Lad os skyde på alt, hvad der bevæger sig. Den har allerede skudt to af mine mænd. Vi kan godt fange den, men de er ude på balkonen. Hvis den falder, så falder hun. 
DC: Nu skal vi beslutte, hvad vi vil spørge kommissæren om. Hvad skal vi vælge? Forbryderens navn? Hans adfærd? Emotionelt chok? 
(Video) Har den været ude for et emotionelt chok for nylig? 
Ingen anelse.  Er det ikke ligegyldigt? 
Jeg skal bruge information for at afgøre min strategi. 
DC: Endnu et valg. Måske kan vi lære noget nyt. Hvad skal vi vælge? 
Publikum: Opførsel. 
DC: Okay, forbryderens opførsel. 
(Video) Har den opført sig mærkeligt før dette? 
Hør her.  Vi skal bare redde den unge. 
DC: Okay, han kan ikke fortælle os noget. Vi må gøre noget. Lad os gå tilbage til lobbyen. Vent, der er et rum til højre, Vicky. Måske kan vi finde ud af noget her. Der er en tablet. Lad os tage et kig. 
(Video) Det her er Daniel, verdens sejeste androide. Sig, "hej," Daniel. 
Hej, hej! 
Du er min bedste ven, vi skal altid være sammen. 
DC: Det var bare en måde at spille scenen på, men der er mange andre måder at spille den på. Afhængigt af jeres valg kunne vi have set mange forskellige handlinger, mange forskellige konsekvenser, mange forskellige udfald. 
Det giver et indtryk af, hvad jeg laver som interaktiv forfatter. En lineær forfatter  skal håndtere tid og rum, men som interaktiv forfatter skal jeg håndtere tid, rum og muligheder. Jeg skal holde styr på  enorme forgreninger, hvor hver gren er en ny variation af historien. Jeg skal tænke på alle muligheder i en given scene og forestille mig alt, hvad der kan ske. Jeg skal håndtere tusindvis af variabler, betingelser og muligheder. Så hvor et filmmanuskript er omkring 100 sider, er et interaktivt manuskript mellem 4000-5000 sider. 
Det giver et indtryk af, hvad jobbet handler om. Men i sidste ende er oplevelsen meget unik, fordi den er et resultat af samarbejdet mellem en forfatter, der skaber det narrative landskab og spilleren, der træffer sine egne valg, fortæller sin egen historie og bliver medforfatter men også medspiller  og medinstruktør af historien. 
Interaktiv historiefortælling er en revolution i fortællekunsten. Med nye platforme som interaktive fjernsyn, virtual reality og computerspil kan det blive en ny form  for underholdning og måske endda en ny kunstform. 
Jeg er overbevist om, at vi i fremtiden vil se flere og flere  rørende interaktive oplevelser skabt af en ny generation af talenter. Det er et medium, der venter på sin Orson Welles eller sin Stanley Kubrick, og jeg er sikker på, at de snart vil vise sig og blive anerkendt for det. Jeg tror på,  at interaktiv historiefortælling kan blive, hvad filmen var i det 20. århundrede. En kunstform, der grundlæggende forandrer sin tid. 
Tak. 
(Klapsalver) 
