Det virker til at vi er blevet målt næsten hele vores liv, da vi var børn, med vores højde og vores vægt, og da vi voksede op blev det vores fart og vores styrke. Og selv i skole var der test resultater og i dag med vores løn  og arbejdsydelse. Det virker som om at de personlige gennemsnit er næsten altid brugt til at måle hvor vi er  i forhold til vores medmennesker. Og jeg synes at vi skal kigge på det en smule anderledes. Det personlige gennemsnit er lige det, det er noget personligt og det er for dig, og jeg tror at hvis du fokuserer  på at forbedre det, kan du rigtig begynde at udrette nogle virkelig utrolige ting. 
Denne ide begyndte for mig på en December aften i 2011. Jeg var lige gået ud for at lave aftenens pligter for at fodre hestene. Jeg hoppede ind i traktoren, og få minutter senere, en 150 cm høj, 317 kilo tung høballe faldt fra læsseren, og knuste mig under sædet på traktoren og dermed knuste  min T5 og T6 ryghvirvler. Jeg mistede ikke bevidstheden, men jeg følte en buzz gennem min krop og jeg vidste med det samme hvad var sket. Mine hænder rakte ud efter mine ben, men mine ben kunne ikke genkende at noget rørte dem. Og, faktisk, kunne jeg ikke føre noget fra midten af mit bryst og ned. 
Så der var jeg, omkring 30 meter fra huset, med mine arme viklet  omkring rattet, for at holde mig oppe, ventende på hjælpe. Og modsat hvad du ser på TV og i filmene, så meget som jeg prøvede at få hundene til at hente hjælp -- 
(Latter) 
de stirrede bare på mig. Nå, 45 minutter senere, kom min kone hjem, og jeg hørte hende gå ud af huset og, normalt, hvis jeg manglede hjælp, "Hej, mangler du hjælp?" Og jeg sagde, "Ja." Og der var en kort pause og jeg hørte hende råbe, "Mangler du 112 hjælp?" Og, igen, råbte jeg, "Ja." Nå, ikke lang tid efter, nød jeg  min allerførste helikopter tur hele vejen til hospitalet. 
Nu, skaden var ikke særlig dramatisk eller grafisk. Jeg havde brækket en knogle eller to. Og i processen, blev jeg fortalt at jeg aldrig ville gå igen. Det blev normalt for mig at bruge et red for at sidde op i sengen, fordi mine abdomen muskler ikke længere virkede. Og at bruge et bræt for at glide ud af sengen over i kørestolen, Eller at vente på at folk kunne nå ting for mig. Alt hvad jeg havde lært og havde vidst om min højde og min styrke og min balance og min mobilitet var blæst væk. Mit personlige gennemsnit var nulstillet. 
Nu, du kan være helt sikker at i de dage blev jeg målt mere end nogensinde, af læger og sygeplejersker men måske mere i mit eget hoved, og jeg fandt mig selv sammenligne hvad jeg troede jeg ville kunne gøre i fremtiden med hvad jeg engang kunne gøre. Og jeg blev ret frustreret. Det tog en del konstant pres fra min kone, som blev ved med at sige, "Slå dine øjne op," før jeg begyndte at rykke fremad. Og jeg indså hurtigt at jeg blev nødt til at glemme personen jeg var før og de ting jeg kunne gøre. Jeg skulle lade som om det ikke var mig. Og jeg er bange for  at havde jeg ikke indset det, ville min frustration være blevet meget sværere at genkomme sig fra. 
Men, heldigvist, et par uger senere, blev jeg overflyttet til et specielt rygmarvsskade hospital omkring 10 timer hjemmefra, og du ville ikke tro det, den første rehabiliteringsdag og første møde havde vi noget som hed fit class og en gruppe af os blev delt i teams for at se hvilket team kunne lave flest gentagelser i vægt maskinen. Nå, vi har alle været der, har ikke været i fitness i et par år. Det havde jeg heller ikke. Og hvad gør du så? Du gør hvad du kunne gøre for et par år siden, og du laver et par gentagelser. Og hvad gør du så? Et par mere. Og du har det godt, så du laver flere. Og over de næste to uger klager du til din familie om hvor øm du er. 
(Latter) 
Nå, mit team gik all out og vi vandt, vi vandt stort, og over de næste tre dage kunne jeg ikke strække mine arme, hvilket ikke er et stort problem medmindre du bruger kørestol og det er hvad du skal bruge for at komme rundt. Og det blev en  meget vigtig lektion for mig. Det var en ting at jeg ikke kunne sammenligne mig selv med mig selv, men selv omkring mennesker i samme situation i det hospital, fandt jeg at jeg ikke kunne følge med eller sætte tempo med dem også, og jeg havde egentlig kun et valg og det var at fokusere på  hvem jeg var i det øjeblik med hvor jeg skulle hen og vende tilbage til hvem jeg ville være. 
Over de næste 6 uger, mellem 7 og 8 timer om dagen, var det hvad jeg gjorde. Jeg byggede lidt efter lidt, og, som du måske forventer, når du kommer dig fra en rygmarvsskade, du får nogle dårlige dage. Du får måske nogle i streg. Hvad jeg lærte var at god eller dårlig egentlig ikke havde en betydning medmindre jeg havde konteksten med at vide hvad mit gennemsnit var. Det var op til mig at bestemme om noget var godt eller dårligt baseret på hvor jeg var i det øjeblik, og det var i min kontrol at bestemme om det så var en dårlig dag. Faktisk, var det min beslutning om jeg kunne stoppe en stribe af dårlige dage. Og hvad jeg lærte gennem denne tid hjemmefra var at jeg aldrig har en dårlig dag selv med alt der foregår. Der var dele af min dag  som helt klart ikke var så rare som de kunne være, men det var aldrig en helt dårlig dag. 
Så jeg gætter på at I  alle har siddet gennem et møde som ikke gik helt så godt, eller en pendling som ikke var gået som du havde tænkt, eller også brændt aftensmaden på. Ødelagde disse ting virkelig hele din dag? Hvad jeg lærte fra de scenarier var at jo hurtigere du kommer videre, jo hurtigere kan du begynde at angribe ting. Og ved at komme videre så hurtigt som muligt, minimerer du tiden du bruger i de dårlige scenarier og giver mere tid til det gode. Og, som result, opvejer det gode det dårlige, dit gennemsnit stiger og det er sådan matematikken virker. Det betød ikke noget for mig hvis jeg brugte morgenen på at virkelig kæmpe med medicinen, eller til frokost havde spastiske ben, eller selv hvis jeg var faldet  ud af min kørestol. Spørg min kone. Det sker ret tit. Hun er her. De var små dele af min dag og små dele af mit gennemsnit. 
Og så, i månederne  og årene der følgede, fortsatte jeg med at angribe tingene på den måde, og før jeg vidste det, fik jeg præsenteret nogle ret fantastiske udfordringer, som at fuldføre et maraton i en kørestol. 
I tidligt 2016, mødte jeg min fysioterapeut, og efter få meget opslidende timer, må hun have mærket noget, fordi hun trak mig til side og sagde, "Du ved, du burde løbe et halvmaraton. I din kørestol. Og, når ja, det er om 10 uger." Og jeg tænkte i mit hoved, "Du er skør." Jeg havde ikke en træningsplan. Jeg havde ikke nogen måde at vide hvor hurtigt jeg skulle være eller hvor langt jeg skulle gå. Men jeg begyndte at træne, Og jeg skrev ned hver træning, hver dag, og jeg ville bare gerne være lige så god eller hurtigt som jeg var dagen før. Og til sidst skabte jeg virkelig mit eget gennemsnit og jeg forsøgte at bygge på det  så meget som jeg kunne. Nå, jeg færdiggjorde løbet i tids med hvad mit gennemsnit skulle have været, og et sted hen ad vejen havde jeg på en måde lukket døren til hvem jeg engang var. Den person jeg var før og alle de ting jeg troede jeg kunne gøre var ikke vigtige. Faktisk, at gå igen  betød ikke rigtig noget. Det blev et mindre mål for mig i forbindelse med hvor jeg var på vej hen. Og udover, jamen, I er så langsomme når I går. I grupper som dette, det er så svært. Jeg er ligesom, "Kom ad vejen. Vi skal steder hen." 
(Latter) 
Og alt jeg ville var at køre stærkt. Og så gjorde jeg det jeg mente jeg skulle. Jeg begyndte at undersøge kørestolskapløb. Og jeg gik online og jeg fandt det bedste af alt, Jeg lærte deres teknik, jeg lærte om udstyret, og jeg var heldig nok til at have en træner der tilbød en måde at starte på. Og efter at snakket med ham og have ham hjælpe mig med at få de ting underbejs da jeg var ved at gå, sagde han, "Du ved, du skulle løbe 2017 Chicago maratonløbet." Og han er træneren, jeg kan ikke sige nej. 
Så med den vejledning, tog jeg hjem, og begyndte arbejdet, meget ligesom sidste gang. Og jeg blev ved med at læse, med jeg havde lært lektien. Jeg var forsigtig ikke at sammenligne med hvor dygtige de mennsker på internettet var og hvor hurtige de var, fordi, hvis jeg havde, kunne jeg  aldrig have fortsat med at gennemføre det. 
Nå, weekenden med løbet ankom, og der var ligesom at starte på universitet første gang. Du bliver sat af, der er en masse mennesker omkring dig, du kender ikke rigtig nogle af dem, nogle har et sejt stereoanlæg og det seje TV og de er kloge og de er pæne og de er søde og de er flotte og du ved ikke om du virkelige høre til. Men så siger nogen, "Hej, lad os få noget mad." Og lige pludselig, den vennegruppe dannes og du begynder at passe ind. Nå, den weekend med løbet, vi havde et møde kaldet Hjulenes Møde, og der var 60 kørestole i rummet natten før løbet. Og du ville ikke gætte det, alle de mennesker jeg havde læst om var til stede, de bedste i verden. Der må have været over 50 Paralympiske medaljer i rummet den dag. Og jeg følte mig ret lille og faldt ned i den fælde om at sammenligne mig selv. Jeg vidste at det gennemsnit jeg havde holdt øje med gennem min træning var over 90 sekunder langsommere per mil end deres. Og træneren var den eneste jeg kendte der, og han rakte ud og lagde mærke til noget, og jeg tror han mærkede min angst, og han inviterede mig med til at få noget mad med hans hold. Og derefter, alt slog sig til ro. Jeg indså hurtigt at de var ligeglade med mit gennemsnit, sikkert, og jeg havde glemt alt om deres. 
Nå, den næste dag, Jeg færdiggjorde løbet omkring 45 minutter efter personen som vandt. Men som jeg forlod løbet, de nye venner, som er tætte venner i dag, udfordrede mig til at blive ved og til at kæmpe gennem forskellige løb og konkurrencer. Og så gjorde jeg hvad jeg kendte. Jeg tog hjem, og jeg fik travlt. 
Nu, som du kan forestille dig, at være i en kørestol, bare det at træne til et maraton i en kørestol er en ret ensom ting. Jeg har en fantastisk gruppe venner som vil cykle med mig og  holde øje med tempo og hjælpe mig. Men i sidste ende, er det stadig 5 til 6 dage i ugen, det er 50 til 60 mil af indsats og det er meget tid alene. Og for det meste, har du ikke andet at stole på end dig selv på de tidspunkter. Det er mit gennemsnit og jeg prøver at blive bedre i små bidder. 
Nå, dette efterår var jeg i Chicago for tredje gang. Det var mit syvende maraton, og ligesom at vende tilbage til universitet til dit sidste år, du forventer at mødes med vennerne og bliver spændt på at  komme igang med alle tingene igen. Men, jeg deltog i det samme før-løbs møde og det samme før-løbs måltid og mødtes med de venner. Og vi gjordeos klar til løbet, og lige i starten, slog mit gennemsnit ind og inden længe var jeg kommet op til nogle af vennerne og kunne holde tempo med dem og løbe videre sammen. Men inden længe falmede jeg. Det skete bare, og jeg fandt mig selv alene igen med intet andet at stole på end hvad jeg havde arbejdet så hård på at kunne. Men vi fik modvind på halvvejspunktet og mit gennemsnit blev en stor fordel, og inden længe kom jeg op til nogle at de venner og passerede dem hele vejen til målet. Og selvom jeg ikke fik en ny rekord den dag, blev jeg stadig færdig 30 sek p.m. hurtigere end min sidste Chicago tid og det gjorde mig ret spændt. 
Så det er mig. Det er mit gennemsnit. 75 dage fra nu, vil jeg være i Boston for anden gang. Jeg er super spændt på det. Men husk nu, det handler ikke om kapløbet. Jeg arbejder virkelig hårdt hver dag for at blive bedre på mange måder, en bedre forældre, en bedre ægtemand, en bedre træner, kammerat, ven, person. Og jeg lover dig, selvom hvad du ser her er meget tydeligt i forbindelse med de udfordringer jeg har, alle her har noget de kæmper med, og det er måske synligt, eller ikke, men vær sød at tage noget tid og fokuser på dig i stedet for andre, og jeg vil vædde med at du kan slå de udfordringer og virkelig begynde at opnå så mange utrolige ting. 
Mange tak. 
(Bifald) 
