Så, min mor forsøgte at forklare mig noget om min bedstemor og da de voksede op men jeg kunne ikke koncentrere mig 
fordi jeg var fem år gammel og jeg var rædselsslagen. Jeg havde lige set den grønne dame. En uges tid forinden, havde jeg set filmen "Godzilla", 
som handler om en kæmpe reptil-lignende bæst der angriber en storby, og tanken om det grønne monster der var efter mig sad fast i mit hoved. Og her var jeg, på spidsen af Lower Manhattan med min mor, og jeg stirrede bare på hende: hendes horn, hendes muskler -- hele indtrykket skræmte mig. Og jeg vidste ikke om hun var  et monster eller en helt. Så jeg besluttede mig for at konsultere dengangs Google -- "Mor! Mor!" 
(Latter) 
Min mor forklarede at den grønne dame faktisk er Frihedsgudinden og at hun vinkede immigranter ind. Den del af hendes forklaring der virkelig udfordrede mit unge sind var faktummet at, ifølge min mor, lang tid før os, var den grønne dame faktisk brun, brun ligesom mig, og at hun havde skiftet farve henover årene, meget lig Amerika. Den rigtig interassante del af det er at da hun skiftede farve, fik hun mig til at tænke over mig selv. Det gav alt sammen mening for mig, fordi som en første-generations Amerikaner, var jeg omgivet af immigranter. Faktisk, bare i min indre sociale kreds af de mennesker der støtter mig, som beriger mit liv, mindst to er født udenlands. Mit liv som Amerikansk samfundsborger, er på mange måder formet af tilkommere, og chancen er, at det er dit også. 
Der er mere end 40 millioner immigranter i USA. Ifølge folketællings-data, har en fjerdedel af nationens børn mindst én udenlands-født forældre. Jeg kender til disse statistikker fordi jeg studerer globale migrations mønstre. Jeg er journalist og de sidste par år, har jeg dokumenteret livet hos Amerikanske statsborgere der har mistet nogen til  udvisning af landet. Og tallene er enorme. Fra 2008 til 2016, er mere end tre millioner mennesker blevet "beordret fjernet" -- det er tekniske udtryk for udvisning. Der er en økonomisk, en politisk, en psykologisk og en emotionel omkostning ved disse udvisninger -- i øjeblikkene hvor disse cirkler bliver brudt. 
Jeg spurgte engang en soldat, "Hvorfor meldte du dig friviligt  til at kæmpe i denne krig?" 
Og hun svarede, "Fordi jeg er stolt af at forsvare mit land." 
Men jeg pressede på, for at høre -- "Virkelig, når du er på din base, og du hører bomber der eksploderer i det fjerne, og du ser soldater der kommer tilbage med alvorlige skader, i det øjeblik, hvor du ved at du kan være den næste, hvad betyder 'mit land' så?" 
Hun kiggede på mig. "Mit land er min kone, min familie, mine venner, mine soldater." Hvad hun fortalte mig er at "mit land" er en samling af stærke relationer; disse sociale cirkler. 
Når disse sociale cirkler er svækkede, er landet selv også svækket. Vi misser et afgørende aspekt i debatten om immigrationspolitik. I stedet for at fokuserer på individer, bør vi fokusere på cirklerne omkring dem, for det er disse mennesker der bliver efterladt: vælgerne, skatteyderne, er dem som lider dette tab. Og det er ikke kun børnene af de udviste som bliver berørte. Der er brødre og søstre, som bliver adskildt af grænser. Der er klassekammerater og lærere, medlemmer af ordensmagten, tekonologer, videnskabsmænd, doktorere, som desparat forsøger at få disse nye virkeligheder til at give mening når deres sociale cirkler brydes. Der er disse egentlig liv, bag alle statestikkerne der dominere disktionen om immigrationspolitik. Men vi tænker ikke på dem. Og det er noget jeg  forsøger at ændre på. 
Her er bare en historie fra det  virkelig liv, som jeg har samlet. Og den nager mig stadig. Jeg mødte Ramon og hans søn i 2016, det samme år hvor de begge blev sendt ud af landet. Ramon blev udvist til Latinamerika, mens hans søn, som var sergent i det amerikanske militær, blev udsendt. Udvist... udsendt. Hvis man kun kigger på Ramons sag, ville det ikke være særlig tydeligt hvis forbundet til landet han er. Men overvej hans søn: en Amerikansk statsborger der forsvarer et land, som har forvist hans far. Den sociale cirkel er afgørende her. 
Her er et andet eksempel der illustrere disse kritiske bånd. En gruppe borgere i Philadelphia var bekymrede for deres jobs, fordi ejeren af restauranten  hvor de arbejde var en udokumenteret immigrant, og de offentlige myndigheder havde taget ham ind. De gik sammen for hans sag. En immigrations advokat  argumenterede for at han var for vigtig i lokalsamfundet til at blive udvist. Ved høringen, indsendte de anmeldelser af restauranten -- restaurantanmeldelser! Til slut anvendte en dommer et såkaldt "retsligt skøn" og tillod ham at blive i landet, men kun fordi de havde den sociale cirkel med i overvejelserne. 
Der er 23 millioner ikke-statsborgere i USA, ifølge verificerbare data fra  føderalregeringen. Og dette inkluderer ikke udokumenterede, fordi tal for den del af befolkningen, bedst kan blive komplekse skøn. Lad os se hvad vi har. Det er 23 millioner sociale cirkler -- omkring 100 millioner individer hvis liv kunne blive påvirket af udvisning. Og stressen fra dette, strømmer igennem  hele befolkningen. I en rundspørge af UCLA af befolkningen i regionen LA (Los Angelses) fandt man at 30 procent af borgerne i regionen LA er stressede af udvisning, ikke fordi de selv kan blive udvist, men fordi folke i deres sociale cirkler er i risiko for det. 
Jeg foreslår ikke at man stopper udvisning; det må I ikke tro. Men hvad jeg siger er at vi bliver nødt til at se det større perspektiv. Hvis du er inden for rækkevidde  af min stemme, vil jeg bede dig om at lukke øjnene et øjeblik og gennemgå din egen sociale cirkel. Hvem er dine udenlands-fødte? Hvordan ville det føles hvis cirklen blev brudt? 
Del din historie. Jeg bygger et globalt arkiv af førstehånds historier og sammenlægger dem med  kortlægningsteknologi, så vi kan se præcis hvor det er disse cirkler brydes, for det er ikke kun et problem i USA. Der er en kvart milliard migranter i verden; folk der bor, elsker og lærer i lande hvor de ikke er født. Og i min karriere, i mit liv, har jeg været en af dem: i Kina, i Afrika, i Europa. Og hver gang jeg bliver til en af disse udelændinge -- en af disse underligt-udseende folk i et nyt land -- kan jeg ikke lade være med at  tænke tilbage på den dag hvor jeg var i nedre Manhattan med min mor alle de årtier siden, da jeg var bange, og jeg lige havde set den grønne dame. Og det spørgsmål som jeg bliver ved med at tænke på når jeg ser hende og alle de yngre kopier af hende der er så tydeligt brune, og endda de malerier der i begyndelsen viser hende som ikke temmelig grøn -- når jeg ser på alt det, det spørgsmål som min forskning forsøger at besvare, bliver, for mig, det samme som forvirrede mig, for alle de år siden: Er hun et monster eller en helt? 
Tak skal I have. 
(Bifald) 
