I 2012 da jeg malede minareten af Jara Moskéen i min hjemby Gabés,  i det sydlige Tunesien, havde jeg aldrig troet, at grafitti ville  bringe så meget opmærksomhed til en by. 
I begyndelsen var jeg kun på udkig  efter en mur i min hjemby og det viste sig, at minareten var bygget i 1994. Og i de 18 år, forblev de 57 meter af beton gråt. Da jeg mødte imamen for første gang og jeg fortalte ham hvad jeg ville gøre, var han ligesom,  "Gudskelov, du er endelig kommet," og han fortalte mig at i årevis havde han ventet for nogen til at gøre noget ved det. Det mest fantastiske ved den her imam er, at han ikke spurgte mig omkring noget -- hverken en skitse, eller hvad jeg havde tænkt mig at skrive. 
I hvert kunstværk som jeg skaber, skriver jeg budskaber med min kalligraffiti stil -- en blanding af kalligrafi og graffiti. Jeg bruger citater eller poesi. For minareten mente jeg,  at det mest relevante budskab til at putte på en moské burde komme fra Koranen, så jeg valgte et vers: "Åh menneskehed, vi har skabt dig fra en mand og en kvinde," og givet jer mennesker og stammer, så I kan kende hinanden." Det var et universelt råb for fred, tolerance og accept, der kommer fra den side vi normalt ikke  fremstiller på en god måde i medierne. 
Jeg var forbløffet over, hvordan det  lokale samfund tog imod maleriet og hvordan det gjorde dem stolt at se  minareten få så meget opmærksomhed af international presse fra hele verden. For imamen var det ikke kun maleriet; det var meget dybere end det. Han håbede, at minareten kunne blive et monument for byen og tiltrække folk til dette  glemte sted i Tunesien. Det universelle af budskabet, det politiske indhold af Tunesien på tidspunktet og kendsgerningen at jeg skrev Koranen på en graffiti måde var ikke uden betydning. Det forenede fællesskabet. 
At bringe folk, fremtidige generationer, sammen igennem arabisk kalligrafi er hvad jeg gør. At skrive budskaber er essensen af mit kunsthåndværk. Hvad der faktisk er sjovt er, at selv arabisktalende personer har virkelig brug for at fokusere for, at kunne afkode hvad jeg skriver. Man behøver ikke at kende meningen for at føle værket. Jeg tror, at arabiske skrifttegn rører din sjæl før det når dine øjne. Der er en skønhed i det, som man ikke behøver at oversætte. Arabiske skrifttegn taler til alle, mener jeg; til dig, til dig, til dig, til alle. og når man så forstår meningen, føler man sig forbundet til det. Jeg gør mig altid umage med, at skrive budskaber, som er relevante til det sted, hvor jeg maler, men budskaber der har en universel dimension, så enhver over hele verden kan forbinde sig til det. 
Jeg var født og opvokset i Frankrig, i Paris, og jeg startede med at lære, at skrive og læse arabisk da jeg var 18. I dag skriver jeg kun budskaber i arabisk. Èn af grundene til, at det er vigtigt for mig, er på grund af alle reaktionerne, som jeg har oplevet over hele verden. 
I Rio de Janeiro oversatte jeg et portugisisk digt fra Gabriela Tôrres Barbosa, som hyldede de fattige mennesker fra slummen, og jeg malede det på taget. Det lokale samfund var nysgerrig omkring hvad jeg lavede, men så snart at jeg  gav dem meningen af kalligrafien takkede de mig, da de følte sig  forbundet til værket. 
I Sydafrika, i Cape Town, det lokale samfund i Philippi tilbød mig den eneste betonvæg i slummen. Det var en skole og jeg skrev på den et citat fra Nelson Mandela, som sagde,  "[på arabisk]," der betyder,  "Det virker umuligt indtil det er gjort." En fyr kom hen til mig og sagde, "Hvorfor skriver du ikke på engelsk?" og svarede, "Jeg ville anse dit spørgsmål som gyldig, hvis du havde spurgt mig," hvorfor jeg ikke skriver i zulu." 
Der var engang i Paris, den her begivenhed og nogen gav mig en væg, der skulle males. Og da han så, at jeg malede på arabisk, blev han så vred -- faktisk hysterisk -- og bad om at væggen blev slettet. Jeg var vred og skuffet. Men en uge senere bad arrangøren af begivenheden mig om at komme tilbage, og han fortalte mig, at der stadig  var en væg lige foran fyrens hus. Så ham fyren -- (Latter) blev tvunget til at se på det hver dag. I starten havde jeg tænkt mig at skrive, "[på arabisk]," der betyder, "I dit fjæs," men -- (Latter) Jeg valgte at være smartere og jeg skrev, "[på arabisk]," der betyder, "Åben dit hjerte." 
Jeg er virkeligt stolt af min kultur, og jeg prøver at være en ambassadør af det gennem mit kunsthåndværk. Og jeg håber, at jeg kan bryde stereotypen som vi alle kender med skønheden af arabiske skrifttegn. I dag skriver jeg ikke oversættelsen af budskabet længere på væggen. Jeg vil ikke have, at poesien af  kalligrafien skal være ødelagt da det er kunst og man kan påskønne det uden at kende meningen, ligesom man kan nyde musik fra andre lande. Nogen mennesker ser det som en afvisning eller en lukket dør, men for mig er det mere en invitation -- til mit sprog, til min kultur og til min kunst. 
Tak. 
(Bifald) 
