Da Tanzania er mit hjemland bør jeg byde Jer velkommen igen. Tak, fordi I kom. 
Før vi begynder - hvor mange af jer har været ofre for insektet her? Undskyld på vegne af alle myggefangere. 
(Latter) 
Mine damer og herrer, forestil jer at blive bidt af  syv inficerede myg om dagen. Det er 2.555 inficerede myggebid årligt. Da jeg gik på universitetet,  flyttede jeg til Kilombero floddalen i den sydøstlige del af Tanzania. Det var historisk et af de mest  malariainficerede områder i verden dengang. Livet var svært der. I de sene stadier viser malaria sig som ekstreme anfald,  der lokalt kaldes "degedege". Det har dræbt både kvinder og mænd, voksne og børn, uden nåde. 
Min institution, Ifakara Health Institute, blev grundlagt i denne dal i 1950'erne for at afhjælpe presserende  helbredsbehov i lokalsamfundene. Faktisk er "Ifakara" navnet på et sted,  hvor man går hen for at dø, og det afspejler, hvordan livet plejede at være her i dagene før et organiseret  offentligt sundhedsvæsen. Da jeg flyttede hertil var min primære rolle at anslå, hvor ofte malaria blev  overført mellem landsbyerne, og hvilke myg, der bar sygdommen. 
Min kollega og jeg rejste 30 km syd for Ifakara by, over floden. Hver aften tog vi ind til landsbyerne  med lommelygter og hæverter. Vi rullede buksebenene op og ventede på de myg,  der kom for at bide os, så vi kunne indsamle dem for at se, om de var malariabærere. 
(Latter) 
Min kollega og jeg  udvalgte et hus. Vi var både inde og ude og byttede position hver halve time Dét gjorde vi i 12 timer hver nat  24 nætter i træk. Vi sov fire timer hver morgen, og arbejdede resten af dagen med at sortere myg, bestemme dem  og kappe hovederne af dem, så laboratoriet kunne analysere dem for tegn på, at de bar malariaparasitter i munddelene. Herved fandt vi ikke bare ud af,  hvor udbredt malaria var, men også hvilke myg, der bar malariaen. Vi fandt også ud af, om malariaen mest var  inden for eller uden for husene. 
Mine damer og herrer, jeg lever  stadig af at fange myg. Jeg gør det mest for at  forbedre folks tilværelse Nogen kalder den verdens farligste dyr hvilket desværre er sandt. Men hvad ved vi egentlig om myg? Det viser sig at være meget lidt. Det bedste værn vi vi øjeblikket har mod malaria er giftbehandlede sengenet. Vi ved nu, at der i hele Afrika er udbredt resistens mod insektgifte. Disse insektgifte, af typen "pyrethroider",  bruges på sengenettene. Vi ved nu, at sengenettene  beskytter mod bid, men kun dræber en brøkdel  af de myg, de burde. Det betyder, at vi skal  gøre mere for at nå nulpunktet Det er vores ansvar. 
På Ifakara Health Institute fokuserer vi på myggens biologi for at finde nye muligheder. Nye tilgange. Nye måder at udvikle nye løsninger, som f.eks. kan bruges  sammen med sengenettene for at nå til nul. Jeg viser et par eksempler på ting, mine kolleger  og jeg arbejder med. 
For eksempel: Myg yngler i små vandpytter, som er svære at finde - de kan være spredt i landsbyerne, og kan være så små som hovspor. De kan være lige bag dit hus,  eller langt derfra. Hvis man vil kontrollere  antallet af myggelarver, kan det være temmelig svært at finde dem. Det, mine kolleger og jeg vil gøre, er et forsøg på at bruge myggene til at bære insektgiftene  fra et bestemt sted til deres ynglepladser så æggene ikke overlever. 
Dette er Dickson Lwetoijera. Han er min kollega, der  styrer dette tiltag i Ifakara. Han har vist hvordan man lokker myggene til det sted de normalt  suger blod Her får de en dosis  sterilisation eller gift, som bæres med  retur til ynglestedet og dræber afkommet. Vi har vist, at det fungerer og dræber bestande  meget hurtigt. Det er smukt. 
Dette er vores mygge-by. Det er den største myggefarm i verden, til brug for malariaforskning. Her har vi store selvbærende  kolonier af malariamyg som vi opretholder. De er naturligvis ikke smittebærere. De tillader os at afprøve nye metoder og øjeblikkeligt teste dem, hurtigt, og se, om vi kan dræbe  eller kontrollere bestandene. Mine kolleger har påvist, at hvis vi blot har to-tre steder, hvorfra myggene kan hente  disse giftige væsker, så kan vi dræbe kolonierne  på kun tre måneder. Vi kalder det "autodisseminering". 
Men tænk, hvis vi kunne bruge myggenes forplantning til at kontrollere dem? Først må jeg fortælle, at myg normalt yngler i sværme. Han-myg samles normalt gruppevis i horisonten  efter solnedgang. Hannerne danser og hunnerne flyver ind i dansen og vælger en han-myg, som regel ham, de synes er flottest. De klumper sig sammen  og falder til jorden. Hvis man ser dette, er det smukt. Det er et fantastisk fænomen. Her bliver vores  mygge-indsamling spændende. Når vi går på rov i sumpe  ved landsbyerne ser vi, at vandet ofte samler sig de samme steder dagligt, ugentligt, månedligt, år efter år. Myggene begynder på det samme tidspunkt, på de samme steder. Hvad betyder det? Det betyder, at hvis vi kortlægger  disse steder i landsbyerne, kan vi faktisk udrydde disse bestande med ét slag. Sådan, bombesprøjte  eller tilintetgøre dem. Det forsøger vi at gøre  gennem unge mænd og kvinder i landsbyerne. Vi organiserer grupperne,  lærer dem at identificere sværmene, og sprøjte dem ihjel. Mine kolleger og jeg mener,  at vi har en ny mulighed for at fjerne myg fra dalen. 
Men det, at myg suger menneskeblod gør dem til verdens farligste dyr. Der foregår således: Myg kan lugte dig. De har udviklet utrolige sanseorganer. De kan lugte op til 100m. Og når de nærmer sig, kan de kende forskel  på to familiemedlemmer. De ved hvem du er,  baseret på det, du udskiller med din ånde, hud, sved og lugt. I Ifakara har vi fundet ud af hvad det er ved  din hud, krop, sved eller ånde, som myggene synes om. Da vi havde fundet ud af  det, blandede vi en væske, en blanding af kunstige stoffer som minder om det, din krop udskiller. Vi lavede en syntetisk blanding, der tiltrak 3-5 gange flere myg,  end mennesker gør. Hvad kan dette bruges til? Man sætter en fælde,  lokker myg til, og dræber dem. Man kan også bruge det til overvågning. På Ifakara ønsker vi at vide mere om myggens biologi for at kontrollere de sygdomme foruden malaria, som myg er bærere af. For eksempel dengue feber,  chikungunya og zika virus. Derfor har mine kolleger f.eks. set på det faktum at nogle myg helst stikker i benene. Vi har derfor udviklet sandaler med myggebalsam, som turister og lokale kan have på. Så bliver man ikke bidt, men har konstant beskyttelse, indtil du kravler under dit sengenet. 
(Klapsalve) 
Mit had-kærlighedsforhold  til myg fortsætter. 
(Latter) 
Og det vil sandsynligvis fortsætte længe endnu. Det er OK. Verdenssundhedsorganisationen (WHO)  har som mål at udrydde malaria i 35 lande. Den afrikanske Union har som mål at udslette malaria fra  kontinentet inden 2013. På Ifakara står vi bag disse målsætninger. Vi har samlet en gruppe unge forskere, mænd og kvinder, som kæmper for målene, og som ønsker at samarbejde for at nå dem. De gør, hvad de kan for at få det til at lykkes. Og vi støtter dem. Vi er her for at sikre, at disse  drømme opfyldes. 
Mine damer og herrer, selv om det ikke sker i vores levetid, selv om det ikke sker før du og jeg går bort, er jeg sikker på at vore børn arver en verden fri for malariabærende myg og fri for malaria. Mange tak, mine damer og herrer. 
(Klapsalve) 
Mange tak. 
Kelo Kubu: Godt, Fredros. Lad os tale om CRISPR et øjeblik. 
(Latter) 
Det har taget verden med storm, og lover at udrette utrolige ting. Hvad synes du om, at forskere  bruger CRISPR til at dræbe myg? 
Fredros Okumu:  Lad os begynde med, hvad problemet er. For det første taler vi om en sygdom,  der stadig dræber; det nyeste tal fra Verdenssudhedsorganisationen er 429.000 mennesker. De fleste er afrikanske børn. Vi har selvfølgelig gjort fremskridt, der er lande, der har opnået 50-60% mindre malaria. Men vi er nødt til at gøre  mere for at nå til nul. Man har allerede bevist  princippet bag teknikker for genetiske ændringer - såsom CRISPR - og deres brug til effektivt at ændre myg, så de enten  ikke bærer malaria - hvilket kaldes populationsændringer - eller udryddes, kaldet populationshæmning. Dette er bevist i laboratorier. 
Der er også modeller, der viser, at selv om man udsætter bare et lille antal genetisk ændrede myg, så vil man meget hurtigt opnå udslettelse. Redskaber som CRISPR er reelle muligheder - gode muligheder for  meget virksomme indsatser - som kan bruges i tilgift  til vores andre redskaber for at nå til nul. Det er vigtigt. Folk spørger os altid - det er et almindeligt spørgsmål, så du stiller det sikkert også - "Hvad så, hvis vi udsletter myg?" 
KK:  Så spørger jeg ikke, svar bare. 
FO:  OK. Jeg vil blot minde mine kolleger om, at vi har 3.500 myggearter i verden. Måske flere. Cirka 400 af dem er Anopheles, og kun cirka 70 af disse kan bære malaria. I Afrika skal vi håndtere 3-4 af disse, som bærer cika 99% af al malaria. Hvis vi anvendte genetiske ændringer  såsom CRISPR, hvis vi brugte genændringer  til at kontrollere malaria, ville vi kun rette det mod 1-2 arter. Det ser jeg intet diversitetsproblem ved. Det er min personlige holdning. Det synes jeg er i orden. Husk, i øvrigt, at i alle årene, hvor vi har  forsøgt at udrydde disse myg ved at sprøjte dem - vores  kolleger i Amerika har sprøjtet dem - virkelig sprøjtebombet for at  fjerne dem fra landsbyerne. I Afrika sprøjter vi mest i husholdningen. Alt dette er for at dræbe myg. Så det er intet problem  at have et nyt redskab. 
Alligevel må jeg sige, at vi skal udvise stor ansvarlighed. Der er reguleringer og vi må  samarbejde med myndighederne og sikre, at alt bliver gjort rigtigt, ansvarligt, og vi må foretage uafhængige risikovurderinger for at sikre, at alle disse processer ikke falder  i de forkerte hænder. Mange tak. 
KK: Mange tak. 
(Klapsalve) 
