I løbet af vores liv vil vi næsten alle opleve at få hjertet knust. 
Min patient, Kathy, planlagde sit bryllup, da hun stadig gik i folkeskole. Hun ville møde sin kommende mand, når hun var 27 år gammel, blive forlovet et år senere og blive gift et år efter. Men da Kathy fyldte 27, fandt hun ikke en mand. Hun fandt en knude i sit bryst. Hun fik hård kemoterapi gennem mange måneder og smertefulde operationer, og da hun endelig var klar til at date igen, fandt hun en knude i sit andet bryst og måtte starte forfra igen. Kathy kom sig dog – og hun var ivrig efter at  genoptage sin søgen, så snart hendes øjenbryn voksede frem igen. På første date i New York, må du kunne udtrykke en bred vifte af følelser. 
(Latter) 
Snart derefter mødte hun Rich og blev forelsket. Forholdet var alt det hun håbede det ville være. Seks måneder senere, efter en dejlig weekend i New England, reserverede Rich et bord på deres  romantiske yndlingsrestaurant. Kathy vidste, at han ville fri til hende, og hun kunne knapt skjule sin begejstring. 
Men Rich friede ikke til Kathy den aften. Han slog op med hende. Skønt han holdt meget af Kathy, og det gjorde han, var han bare ikke forelsket. 
Kathy var ødelagt. Hendes hjerte var knust og nu  måtte hun atter hele. Men fem måneder efter bruddet kunne Kathy stadig ikke holde op med at tænke på Rich. Hendes hjerte var stadig helt knust. Spørgsmålet er: Hvorfor? Hvorfor var denne stærke og målrettede kvinde ikke i stand til at udnytte de  samme emotionelle ressourcer, som fik hende gennem fire  års kræftbehandling? Hvorfor kæmper så mange af os med at komme over et knust hjerte? Hvorfor virker de samme mekanismer, der gør os i stand til at overkomme alle mulige udfordringer, ikke når vi får vores hjerte knust? 
I over 20 år som behandler, har jeg set mennesker i alle aldre og med forskellige baggrunde, møde alle former for hjertesorg, og dette er hvad, jeg har lært: Når dit hjerte bliver knust, vil de instinkter, du normalt stoler på, igen og igen lede dig i den forkerte retning. Du kan simpelthen ikke regne med det dit sind fortæller dig. 
For eksempel ved vi fra studier af personer med hjertesorg, at en klar forståelse af årsagen til bruddet, er utroligt vigtigt for at  kunne komme videre 
Men alligevel, når vi får en enkel og ærlig forklaring, som den Rich gav Kathy, afviser vi den. Hjertesorg skaber så dramatisk en følelsesmæssig smerte, at årsagen simpelthen bare må være lige så dramatisk. Og den mavefornemmelse er så stærk, at den kan få selv de mest fornuftige og afbalancerede af os til at opfinde mysterier og konspirationsteorier, hvor de slet ikke findes. Kathy blev overbevist om, at noget måtte være sket på hendes romantiske weekend med Rich, som gjorde ham træt af forholdet, og blev besat af at finde ud af, hvad det var. Derfor brugte hun utallige timer på at gennemgå hvert eneste minut af weekenden i sit hoved, og søgte ledetråde i sin hukommelse, som ikke var der. Kathys sind narrede hende til at starte en meningsløs jagt. Men hvad drev hende til at fortsætte i månedsvis? 
Hjertesorg bedrager langt  mere end vi tror. Der er en grund til, at vi bliver ved med at gøre nyttesløse ting, selvom vi ved, at de vil få os til at få det endnu værre. Studier af hjernen har vist, at når en romantisk kærlighed forsvinder, aktiveres de samme mekanismer i hjernen, som aktiveres, når en misbruger går på afvænning fra stoffer som kokain og opiater. Kathy var på afvænning. Og da hun ikke kunne få stoffet at være sammen med Rich, valgte hun ubevidst et metadon: hendes minder med ham. Instinkterne bildte hende ind at hun opklarede et mysterie, men faktisk var hun igang med, at få sit fix. Det er det, der gør et knust hjerte så svært at hele. Stofmisbrugere ved, når de er afhængige. De ved, hvornår de tager et fix. Men det gør folk med hjertesorg ikke. Men det ved du nu. Og hvis dit hjerte er knust,  kan du ikke ignorere det. Du er nødt til at indse,  uanset hvor fristende det er, at ethvert tilbageblik, hver sms du sender, hvert minut du bruger på at følge din eks på sociale medier, er med til at styrke din afhængighed og forstærke de  smertefulde følelser, som gør det sværere at komme sig. 
At komme over hjertesorg er ikke en rejse. Det er en kamp og din fornuft er dit stærkeste våben. Ingen forklaring på bruddet  vil føles tilfredsstillende. Ingen rationel årsag vil kunne fjerne smerten, du føler. Så led ikke efter en, vent ikke på en, accepter bare den du fik, eller find på din egen og lad det ligge, for du har brug for afslutning  for at modstå afhængigheden. Og du behøver også noget andet: Viljen til at give slip, at acceptere at det er slut. Ellers vil dit sind leve på håb og holde dig tilbage. Håb kan være enormt destruktivt, når dit hjerte er knust. 
Hjertesorg er en mestermanipulator. Den lethed hvormed den påvirker os i modsat retning, væk fra det vi trænger til, er påfaldende. Noget af det vi oftest gør når hjertet er knust, er at idealisere personen, som knuste det. Vi tænker i timevis på, hvordan de smiler, hvor godt de fik os til at føle os, den gang, vi vandrede op ad bjerget og elskede under stjernerne. Det gør kun tabet  mere smertefuldt. Vi ved det godt. Men alligevel lader vi tankerne kredse om det ene hit efter det andet, som gidsel af vores egen passivt-aggressive playliste på Spotify. 
(Latter) 
Hjertesorg vil få de tanker til at dukke op i dit hoved. Så for at undgå idealisering, må du vende balancen ved at huske deres panderynken, ikke bare deres smil, hvor dårligt de fik dig til at føle dig, og det faktum, at I efter elskoven farede vild på vej ned ad bjerget, skændtes voldsomt og ikke talte sammen i to dage. Jeg siger til mine patienter, at de skal lave en komplet liste over alt, der gjorde denne person forkert, alle de dårlige kvaliteter, alle irritationsmomenter, og gemme den på deres telefon. 
(Latter) 
Og når du har din liste, må du også bruge den. Ved det mindste hint af idealisering, eller det mindste tegn på nostalgi under samtalen, siger jeg, "Telefon, tak." 
(Latter) 
Dit sind vil prøve at sige dig, at de var perfekte. Men det var de ikke, og det var forholdet heller ikke. Og hvis du vil komme over dem, må du minde dig selv om det, ofte. 
Ingen af os er immune for hjertesorg. Min patient, Miguel, var en 56-årig senior leder i et software-firma. Fem år efter hans kone døde følte han sig endelig klar til at date igen. Snart mødte han Sharon og en vild romance fulgte. De præsenterede hinanden for deres voksne børn efter en måned og flyttede sammen efter to. Når midaldrende folk dater, er der ingen tid at miste. Det er som en mix af "Love, Actually" og "The Fast and the Furious". 
(Latter) 
Miguel var lykkeligere, end han havde været i årevis. Men aftenen inden deres første årsdag forlod Sharon ham. Hun havde besluttet at flytte vestpå for at være nærmere sine børn, og hun ville ikke have et  langdistance-forhold. Miguel var helt overrumplet og fuldstændig knust. Han kunne knapt fungere på jobbet i mange, mange måneder, og mistede næsten sit arbejde som resultat. En anden konsekvens af hjertesorg er, at ensomheden og smerten kan nedsætte vores intellektuelle  funktioner ret drastisk, særligt under komplekse opgaver, der kræver logik og fornuft. Det mindsker midlertidigt vores IQ. 
Men det var ikke kun intensiteten  af Miguels smerte, der forvirrede hans chefer; det var dens varighed. Det forvirrede også Miguel og gjorde ham flov. "Hvad er der galt med mig?" spurgte han under en samtale. "Hvilken voksen person bruger næsten et år på at komme over et forhold på et år?" Det gør mange faktisk. 
Hjertesorg deler samme kendetegn som traditionel sorg og tab: Søvnløshed, plagende tanker, problemer med immunforsvaret. 40% af de ramte, oplever depression af klinisk diagnostiserbar grad. Hjertesorg er en kompleks psykologisk skade. Det påvirker os på en masse måder. For eksempel var Sharon både meget social og meget aktiv. Hun holdt middag i huset hver uge. Hun og Miguel tog på campingture med andre par. Selvom Miguel ikke var religiøs, tog han med Sharon i kirke hver søndag, hvor han blev budt ind i fællesskabet. Miguel mistede ikke bare en kæreste, han mistede hele sit sociale liv, det støttende fællesskab i Sharons kirke. Han mistede sin identitet som par. Nu indså Miguel, at bruddet havde efterladt et gabende hul i hans liv, men han indså ikke, at det havde efterladt mere end bare et. Og det er vigtigt, ikke bare fordi det forklarer, hvorfor hjertesorg kan være så ødelæggende, men fordi det viser os, hvordan vi kan hele. For at hele dit knuste hjerte må du identificere disse huller  i dit liv og fylde dem, og jeg mener dem alle. Hullerne i din identitet. Du må finde ud af, hvem du er og hvad dit liv handler om. Hullerne i dit sociale liv, de manglende aktiviteter, selv de tomme huller på væggene, hvor der engang hang billeder. Men intet af det vil gavne dig, hvis du ikke undgår fejlene, der sætter dig tilbage: den unødvendige søgen på forklaringer, idealisering frem for fokus på alt det forkerte vedkommende gjorde, tanker og opførsel, der giver denne person en hovedrolle i næste del af dit liv, skønt de end ikke  bør have biroller. 
At komme sig over hjertesorg er svært, men hvis nægter at lade dig forlede  og går i den rigtige retning, kan du mindske din lidelse væsentligt. Og det er ikke kun dig, det vil komme til gavn. Du vil være mere tilstedeværende med venner, mere engageret i din familie. For ikke at nævne de millioner i nedsat produktivitet, som kan spares på arbejdspladsen. 
Kender du nogen med et knust hjerte, så vis medfølelse, for social støtte viser sig at være vigtig for at komme sig. Og hav tålmodighed for det kommer til at tage længere tid for dem, end du synes, det burde. Og hvis du har ondt, så husk dette: Det er svært. Det er  en kamp i dit sind og du må være vedholdende for at vinde. Men du har våben. Du kan kæmpe. Og du vil hele. 
Tak. 
(Klapsalve) 
