Der er noget der hedder loven om utilsigtede konsekvenser. Jeg troede, det kun var et ordsprog, men det eksisterer faktisk Der er akademiske artikler om det. Og jeg er en designer. Jeg kan ikke lide utilsigtede  konsekvenser. Folk hyrer mig fordi de vil have  konsekvenser de virkelig tilsigter, og de regner med at jeg kan hjælpe dem med at opnå de konsekvenser Så jeg lever i frygt for utilsigtede konsekvenser. Så det her er en historie om både  tilsigtede og utilsigtede konsekvenser. 
Jeg blev ringet op af organisationen Robin Hood for at gøre dem en tjeneste. Robin Hood ligger i New York, en skøn filantropisk organisation. De gør, hvad navnet siger. De tager fra de rige og giver til de fattige. I dette tilfælde ville de gerne give til  skolesystemet i New York, et kæmpe foretagende, der uddanner  millioner af elever på samme tid, og i bygninger som denne, gamle bygninger, store bygninger, bygninger med træk, indimellem dårligt  vedligeholdte bygninger, helt sikkert bygninger,  der kunne bruge renovering. Robin Hood har ambitionen om at forbedre de her bygninger på en måde, men det er gået op for dem, at ordne bygningerne vil blive både dyrt og være upraktisk. Så i stedet har de prøvet at finde ud af  hvilket enkelt rum de kunne gå ind i i hver eneste bygninger, i så mange bygninger de kunne, og ordne det ene rum, så de kunne forbedre livet for eleverne inden i, imens de studerer. Og det de kom frem til var skolebiblioteket, og de kom på idéen, der hedder biblioteks-initiativet. Alle elever skal igennem biblioteket. Det er der bøgerne er. Det er der hjertet og sjælen af skolen er. Så lad os fikse bibliotekerne. 
Så de gjorde den fantastiske ting  at de fik fat i først 10 og så 20 arkitekter mere, som hver især blev tildelt et bibliotek, og skulle gentænke hvad et bibliotek er. De trænede specielle bibliotikarer. Så de begyndte dette mægtige foretagende, for at reformere folkeskoler ved at forbedre deres biblioteker. De ringede til mig og spurgte, "Kunne du hjælpe os en smule?" Jeg sagde, "Klart, hvad skal I bruge?" De sagde, "Vi vil gerne have  dig som den grafiske designer, der står for det hele." Jeg tænkte, jeg ved, hvad det betyder. Det betyder, jeg skal designe et logo. Det ved jeg hvordan man gør. Jeg designer logoer. Det er derfor folk kommer til mig. Så okay, lad os designe et logo til det. Faktisk let at gøre sammenlignet med arkitektur og at være bibliotekar. Lav et logo, hjælp lidt og så er du færdig, og så har du det godt med dig selv. Jeg er en fed fyr, som får det godt med mig selv, når jeg hjælper andre. 
Så jeg tænkte, jeg overleverer. Jeg laver tre logoer, alle baseret på én idé. Så har I tre muligheder, vælg én af de tre. De er alle gode, sagde jeg. Så idéen var at de skulle være til nye  skolebiblioteker for skoler i New York, og idéen er, at det er en ny ting, en ny idé som har brug for et nyt navn. Det, jeg ville, var, at skrotte idéen om at det var gamle, klamme biblioteker, den slags steder, alle synes er kedelige, du ved, ikke dine bedsteforældres  bibliotek. Det skal du ikke bekymre dig om Det her skal være nyt og spændende, ikke et kedeligt bibliotek. 
Så mulighed nummer et: i stedet for at tænke på det  som et bibliotek, tænk på det som et sted, hvor man må tale og lave høje lyde. Ingen tysning, det er tys-fri zone. Vi kalder det læserummet. 
Det var mulighed nummer et. Okay, mulighed nummer to. Mulighed nummer to er, vent på det... OWL. Jeg møder dig ved OWL. Jeg henter mine bøger fra OWL. Lad os mødes efter skole ved OWL. Lyder meget godt? Men hvad står OWL for? Altså det kunne være One World Library eller det kunne være Open. Wonder. Learn. Eller det kunne være bibliotekarerne  kunne finde på noget, fordi de ved en masse om ord. Så andre ting. Og se så det her. Det ligner en ugles øje. Det er uimodståeligt, hvis du spørger mig. 
Men der er også en anden ide. Mulighed nummer tre. Mulighed nummer tre er faktisk baseret på sprog. Det er idéen at "read" er datid af "read", og de er stavet på samme måde. Så hvorfor kalder vi det ikke  den røde zone. Jeg møder dig i den røde zone. Er du rød? Bliv rød. Jeg er vellæst. 
(Latter) 
Jeg elskede virkelig denne her idé og jeg var på en eller anden måde ikke  fokuseret på idéen, at bibliotikarer er ret interesseret i, hvordan man staver. Jeg ved ikke. 
(Latter) 
Men nogle gange er snedighed vigtigere  end stavning, og jeg tænkte, at dette ville være en af de gange. Så normalt når jeg laver de her  præsentationer, siger jeg, at der kun er et spørgsmål, "Hvordan kan jeg takke dig, Mike?" Men i det her tilfælde var spørgsmålet mere, "Laver du sjov?" De sagde, at præmissen for alt det her arbejde var, at børnene kedede sig i klamme, gamle biblioteker. De var trætte af dem. Og istedet sagde de, at de her børn,  aldrig havde set et bibliotek. Skolebibliotekerne på de her skoler er så faldefærdige, hvis overhovedet  at de er der, at de ikke har kedet nogen. De har aldrig været der til at kede nogen. Så idéen var bare at glemme, at give dem et nyt navn. Bare kald dem, som en sidste mulighed,  for et bibliotek. Ja? Okay. Så jeg tænkte, okay, skal vi give  det et lille pift. Udråbstegn? Og så - fordi jeg er klog - flyt det ind til i'et, lav det rød, og der har du det, biblioteksinitiativet. Så jeg troede opgaven var færdig,  her er jeres logo. Her er hvad der er interessant ved logoet, en utilsigtet konsekvens. Det viste sig, at de ikke engang rigtig ville have mit design, for du kunne skrive det i alle skifttyper eller skrive det i hånden, og da de begyndte at sende emails rundt brugte de bare shift og 1, de fik deres eget logo ud af det Og jeg tænkte, at det var fint. Vær velkommen til at bruge logoet. Og så begyndte jeg på den rigtige opgave, nemlig at arbejde med alle arkitekterne på, at få logoet på hoveddøren på deres eget bibliotek. Okay? 
Så her er den store opgave. Jeg arbejde med de forskellige arkitekter. Først var Robin Hood min klient. Nu var arkitekterne mine klienter. Jeg sagde, "Her er dit logo. Put det på  døren." "Her er dit logo. Put det på begge døre." "Her er dit logo. Put det  længere til siden." "Her er dit logo. Gentag det øverst." Så alt gik efter planen. Jeg sagde bare, "Her er dit logo. Her er  dit logo." 
Så blev jeg ringet op af en af arkitekterne, en fyr, der hedder Richard Lewis, og han  sagde, "Jeg har et problem." Du er grafikeren. Kan du løse det?" Og jeg sagde "Helt sikkert." Og han sagde, "Problemet er, at der er et mellemrum mellem hylden og loftet." Det lyder som et arkitektonisk problem, ikke et grafisk problem, så jeg siger "Fortsæt." Og Richard siger, "Jamen, top-hylden skal være lav nok til, at børnene kan nå den, men jeg er i en virkelig gammel bygning, og der er højt til loftet, så jeg har faktisk en masse plads deroppe, og jeg skal bruge et vægmaleri." Og jeg tænker, "Orv, jeg er en logodesigner. Jeg er ikke Diego Rivera eller noget. Jeg er ikke vægmaler." Og han siger, "Men kan du komme på en idé?" Så jeg siger, "Okay, hvad hvis vi bare  tager billeder af børnene på skolen, og putter dem på toppen af det, måske kunne det fungere." Og min kone er fotograf, og jeg sagde, "Dorothy, der er ikke nogen penge, kan du komme til denne skole i øst New York og tage billeder?" Og det gjorde hun, og hvis du går ind i Richards bibliotek, som er det første, der åbnede, så har det en vidunderlig frise af skolens helte, overdimensioneret, og kigger ind i dukkehuset af det rigtige bibliotek. Og børnene var fantastiske håndvalgt af rektorerne og bibliotekaren. Det skabte ligesom denne her heroiske atmosfære i biblioteket, det meget værdige sted nedenfor og glæden af børnene ovenover. 
Så naturligvis ser alle de andre skolers bibliotekarer det, og siger, at de også vil have vægmalerier. Og jeg sådan, okay. Så tænker jeg, altså, det kan ikke  være det samme maleri hver gang så Dorothy lavede et til, og så et til, men så havde vi brug for mere hjælp så jeg ringede til en illustrator, jeg kender, der hedder Lynn Pauley, og Lynn lavede nogle smukke malerier af børnene. Så ringede jeg til Charles Wilkin  fra et sted, der hedder Automatic Design. Han lavede nogle fantastiske kollager. Vi fik Rafael Esquer til at lave nogle fremragende silhouetter. Han arbejdede med børnene, spurgte dem om ord, og baseret på deres svar, kom han på de her små vilde  konstellationer af silhouetter af ting, der er i bøger. Peter Arkle interviewede børnene, og fik dem til at snakke om deres yndlingsbøger, og puttede deres vidnesbyrd derop som en frise. Stefan Sagmeister arbejdede med  Yuko Shimizu, og de lavede en fantastisk  manga-inspieret erklæring "Alle der er ærlige er interessante," det går hele vejen rundt. Christoph Niemann, strålende illustrator, lavede en serie af ting, hvor han indlagde bøger i ansigter og karakterer og billeder og steder, som man finder i bøger. Og selv Maira Kalman lavede denne fantastiske kryptiske installation af objekter og ord, der vil gå hele vejen rundt og fascinere elever, så længe det er oppe. 
Så det var virkelig tilfredstillende, og hovedsagligt var min rolle at læse en serie af dimensioner til kunsterne, og jeg ville sige, "90 cm gange 460 cm, hvad end du vil. Sig til hvis du har nogen problemer." Og så ville de montere det. Det var det bedste. 
Men det allerbedste var faktisk -- Engang imellem, fik jeg en invitation i posten, lavet af byggeripaper, og det ville sige, "Du er inviteret til  åbningen af vores nye bibliotek." Så jeg tog på biblioteket, lad os sige PS10, og jeg ville gå indenfor. Der var balloner, der var elevambassadører, der blev læst taler op, der var poesi skrevet  til åbningen, dignitarer gav certifikater, og det hele var bare en vild, sjov fest. Så jeg elskede at tage til dem. Jeg stod der, klædt sådan her, hørte tydeligvis ikke til, og nogen ville spørge, "Hvad laver du her, herre?" Og jeg sagde, "Jeg er en del af holdet, der designede stedet." Og de sagde, "Lavede du de her reoler?" Jeg sagde, "Nej." "Du tog billederne deroppe." "Nej." "Jamen, hvad har du lavet?" "Du ved, da du kom ind? Skiltet over døren?" "Skiltet, der siger bibliotek?" 
(Latter) 
"Ja, det har jeg lavet!" Og så blev de bare sådan,  "Okay. Godt arbejde, hvis du kan få det." Så det var så tilfredsstillende at tage til de her små åbninger, trods at jeg var stort set ignoreret eller ydmyget, men det var faktisk sjovt at tage til åbningerne, så jeg besluttede, at jeg ville have folkene ind på mit kontor, der havde arbejdet på projekterne, få illustratorerne og fotograferne, og jeg sagde, hvorfor ikke leje en vogn, og køre rundt i de fem bydele i New York, og se hvor mange, vi kunne nå på en gang. Og med tiden ville der være 60 af de her biblioteker, så vi kunne nok nå at se et halvt dusin på en lang dag. Og det bedste var at møde alle bibliotekarene, som stod for driften,  og tog ejerskab af stederne som deres private scene, hvorpå de var inviteret til at fortrylle børnene og bringe bøgerne til live. Og det var bare denne her rigtig spændende oplevelse for os alle at se de her ting i virkeligheden. Så vi brugte en lang dag på det, og vi var i det allersidste bibliotek. Det var stadig vinter, så det blev mørkt tidligt, og bibliotekaren sagde, "Jeg er ved at lukke ned, godt at se jer. Vent et øjeblik, vil du se hvordan jeg slukker lyset?" Og jeg er sådan, "Okay." Og hun siger, "Jeg har en speciel  måde at gøre det på" Og så viste hun mig det. Det, hun gjorde, var, at hun slukkede lysene et ad gangen, og det sidste lys, hun lod være tændt, var det, der oplyste børnenes ansigter, og hun sagde, "Det er det sidste lys, jeg slukker hver aften, fordi jeg gerne vil mindes om, hvorfor jeg kommer på arbejde." Så da hele dette startede, 
husk, det var bare om at designe et logo og være smart ved at komme på et nyt navn? De utilsigtede konsekvenser her, som jeg gerne ville tage æren for og gerne tænker at jeg kan tænke denne oplevelse igennem, men det kan jeg ikke. Jeg var fokuseret på en meter foran mig,  så langt jeg kunne nå med mine hænder. Istedet, langt ude i horisonten var der en bibliotekar, som fandt en kæde af konsekvenser, som vi havde sat igang, en kilde af inspiration så hun i dette tilfælde kunne udføre sig arbejde virkelig godt. 40.000 børn er hvert år påvirket af de her biblioteker. De har været igang i mere end 10 år nu, så de bibliotekarer har vendt en generation af børn til bøger, så det har været spændende at finde ud af at nogle gange er utilsigtede konsekvenser de bedste konsekvenser. Mange tak! 
(Bifald) 
