For 100 år siden, var der 2.000 sorter af ferskener, næsten 2.000 forskellige blommer og næsten 800 navngivne sorter af æbler, der voksede i de Forenede Stater. I dag er kun en brøkdel af dem tilbage og dét, der er tilbage, er truet af industrialiseringen af landbruget, sygdom og klimaændringer. 
De truede sorter inkluderer "Blood Cling", en fersken med rødt frugtkød som blev bragt til Amerika af spanske missionærer og dyrket af indianerne i århundreder; en abrikos der kom med kinesiske immigranter som kom for at arbejde på den transkontinentale jernbane; og utallige sorter af blommer som stammede fra Mellemøsten og kom med italienske, franske og tyske indvandrere. Ingen af disse sorter er oprindeligt herfra Faktisk blev næsten alle vores frugttræer bragt hertil, inklusive æbler og ferskener og kirsebær. Så mere end bare mad, indlejret i disse frugter er vores kultur. Det er de folk, der dyrkede og plejede dem som skattede dem så højt at de tog dem hertil med dem som en forbindelse til deres hjem og det er måden hvorpå de har videregivet og delt dem. På mange måder, er disse frugter vores historie. Og jeg var heldig nok til at lære om det igennem et kunstværk, som jeg skabte, med titlen "Tree of 40 Fruit." 
Tree of 40 Fruit er et enkelt træ, som der vokser 40 sorter af stenfrugter på. Så det er ferskener, blommer, aprikoser, nektariner og kirsebær, som allesammen gror på det samme træ. Det er designet til at ligne et normalt træ gennem størstedelen af året indtil det, om foråret, blomstrer lyserødt og hvidt og så bærer det, om sommeren, en mangfoldighed af forskellige frugter. Jeg startede projektet af kunstneriske årsager: Jeg ville ændre hverdagens virkelighed og for at være ærlig, skabe dette overraskende øjeblik hvor folk kunne se træet blomstre i alle de forskellige farver og bære alle disse forskellige frugter. 
Jeg skabte træet med 40 frugter ved podning. Jeg samler afklipninger om vinteren, opbevarer dem og poder dem så på enden af grenene om foråret. Faktisk, er næsten alle frugttræer podet fordi frugttræers frø er en genetisk variant af forældretræet. Så når vi finder en sort, som vi virkelig kan lide, formerer vi den ved at tage en afklipning af ét træ og putte den på et andet -- det er ret mærkeligt at tænke på, at hvert eneste Macintosh æble kom fra ét træ, som er blevet podet igen og igen fra generation til generation. Men det betyder også, at frugttræer ikke kan præserveres som frø. Jeg har kendt til podning, så længe jeg kan huske. Min oldefar levede af at pode ferskenplantager i det sydøstlige Pennsylvania. Og selvom jeg aldrig mødte ham, hver gang nogen nævnte hans navn, bemærkede de hurtigt, at han kunne pode, som om han havde en magisk eller mystisk evne. 
Jeg besluttede mig for tallet 40 til træet med 40 frugter fordi det findes overalt i vestlig religion ikke som det kvantificerbare dusin og ikke det uendelige, men et tal som ikke kan tælles. Det er en gave eller en mangfoldighed. Men problemet var, at da jeg startede, kunne jeg ikke finde 40 forskellige sorter af disse frugter på trods af at jeg bor i staten New York, som, for hundrede år siden, var en af de førende producenter af disse frugter. Så imens de fællede forskningsplantager og gamle plantager, samlede jeg grene fra dem og podede dem på træerne i mit gartneri. Sådan her så træet med 40 frugter ud da jeg først plantede dem og sådan her ser de ud seks år senere. Det her er bestemt ikke en sport, med øjeblikkelig tilfredsstillelse -- 
(Latter) 
Det tager et år, før du kan se, om en podning er lykkedes; det tager to til tre år, før du kan se, om det bærer frugt; og det tager op til otte år, at skabe bare ét af disse træer. 
Hver af sorterne, som er podet på træet med 40 frugter, har en lidt forskellig form og en lidt forskellig farve. Og jeg indså, at ved at lave en tidsplan  for hvornår de alle blomstrede i forhold til hinanden, kan jeg i bund og grund forme eller designe hvordan træet ser ud om foråret. Og det er sådan, de ser ud om sommeren. De producerer frugt fra juni til slutningen af september. Først kirsebær, så abrikoser, asiatiske blommer, nektariner og ferskener og jeg tror, jeg har glemt én af dem... 
(Latter) 
Selvom det er et kunstværk, der eksisterer udenfor galleriet, som projektet fortsætter, har det været en bevaring gennem kunstverdenen. Da jeg er blevet bedt om at skabe disse på forskellige steder, har jeg tænkt mig at undersøge sorter der oprinder fra eller historisk dyrkedes i det område. Jeg vil skaffe dem lokalt og pode dem på træet så det bliver en landbrugshistorie over det område hvor de står. 
Og så blev projektet taget op online hvilket var skræmmende og ydmygende. Det skræmmende var alle de tatoveringer, jeg så af billeder af træet med 40 frugter. 
(Latter) 
Og jeg tænkte, "Hvorfor dog gøre det mod sin krop?" 
(Latter) 
Og den ydmygende del var alle de henstillinger, som jeg modtog fra pastorer, fra rabbinere og præster som bad om at bruge træet som en central del af deres gudstjeneste. Og så blev det et meme -- og svaret på dét spørgsmål er, "Det håber jeg ikke?" 
[Er dit ægteskab som træet med 40 frugter?] 
(Latter) 
Som alle gode memes har det ført til et interview på National Public Radios "Weekend Edition," og som college professor troede jeg, at jeg havde toppet -- at det var kulminationen af min karriere - men man ved aldrig hvem der lytter til NPR Og adskillige uger efter NPR interviewet, modtog jeg en email fra  USA's forsvarsministerium. The Defense Advanced Research Project Administration inviterede mig til at komme og tale om innovation og kreativitet og det er en samtale, der hurtigt blev til en diskussion om fødevaresikkerhed. Ser I, vores nationale sikkerhed er afhængig af vores fødevaresikkerhed. Nu da vi har skabt disse monokulturer der kun dyrker et par sorter af hver afgrøde, hvis der sker noget med bare én af de sorter, kan det have en dramatisk virkning på vores fødevareforsyning. Og nøglen til at opretholde vores fødevaresikkerhed er at bevare vores biodiversitet. For 100 år siden, blev det gjort af alle der havde en have eller et par enkelte træer i baghaven og dyrkede sorter, der var gået i arv i deres familie. 
Det her er blommer fra bare ét Tree of 40 Fruit på én uge i august. Adskillige år inde i projektet, fik jeg at vide, at jeg havde én af de største samlinger af disse frugter i det østlige USA, hvilket, som en kunstner, er fuldstændig rædselsvækkende. 
(Latter) 
Men på mange måder vidste jeg ikke hvad jeg havde. Jeg opdagede, at størstedelen af de sorter, jeg havde, var nedarvede sorter, altså de der dyrkedes før 1945, hvilket er anset som starten på industrialiseringen af landbruget. Adskillige af sorterne er dateret til for tusinder af år siden. Og da jeg fandt ud af hvor sjældne de var, blev jeg besat af at forsøge at bevare dem og fartøjet til dette blev kunst. Jeg ville gå ind i gamle plantager før de blev fældet og jeg ville redde den del af stammen, der havde den oprindelige podning. Jeg begyndte at lave aftryk af blomster og bladene for at lave herbarium-eksemplarer. Jeg begyndte at lave DNA-sekvensering. Men i sidste ende, satte jeg ud for at bevare historien igennem disse kobberplade-ætsninger og brevpresse-beskrivelser. For at fortælle George IV-ferskenens historie, som rodfæstede sig mellem to bygninger i New York City -- nogen går forbi, smager den, den bliver en stor kommerciel sort i det 19. århundrede fordi så godt smager den bare. Så forsvinder den næsten, fordi den ikke er god at afskibe og den tilpasser sig ikke moderne landbrug 
Men jeg erkænder, at som en historie er den nødt til at blive fortalt. Og i fortællingen af den historie, må den inkludere oplevelsen af at kunne røre, lugte og smage de sorter. Så jeg gik i gang med at skabe en plantage for at gøre disse frugter offentligt tilgængelige og for at have målet om at anbringe dem i den højeste densitet af mennesker, som jeg kunne finde. Naturligvis begyndte jeg med at lede efter en hektar land i New York City -- 
(Latter) 
hvilket, set i bakspejlet, virkede ret ambitiøst og nok var årsagen til at ingen ringede eller besvarede mine emails -- 
(Latter) 
indtil jeg, fire år senere, fik et svar fra Governors Island. 
Så Governors Island er en tidligere flådebase der blev givet til City of New York i 2000 Og det åbnede for alt det her land bare fem minutter med færge fra New York. Og de inviterede mig til at lave et projekt, som vi kalder "Open Orchard", som vil bringe frugtsorter tilbage, der ikke er blevet dyrket i New York i over et århundrede. P.t. under udførelse, vil Open Orchard være 50 træer, der er podet flere gange, som besidder 200 nedarvede og antikke frugtsorter. Så det her er sorter, der stammer fra eller dyrkedes historisk i området. Sorter som "Early Strawberry" æblet som har sin oprindelse på 13th Street og Third Avenue. Eftersom et frugttræ ikke kan bevares som frø, vil Open Orchard fungere som en levende genbank eller et arkiv af disse frugter. Ligesom Tree of 40 Fruit, vil den være empirisk; den vil også være symbolsk. Vigtigst af alt vil den invitere folk til at deltage i bevarelse og til at lære mere om deres mad. 
Igennem Tree of 40 Fruit har jeg modtaget tusindvis af emails fra folk, med spørgsmål som "Hvordan planter man et træ?" Med under tre procent af befolkningen der har direkte tilknytning til landbruget vil Open Orchard invitere folk til at komme og deltage i offentlige programmer og være med i workshops for at lære at pode, at dyrke, at beskære og høste et træ; til at deltage i rundture om frisk mad eller blomster; til arbejde med lokale kokke for at lære at bruge frugterne og til at genskabe århundrede gamle retter som mange af disse sorter dyrkedes specielt til. Ud over plantagens fysiske placering, vil det være en kogebog, der samler alle de opskrifter. Det vil være en opslagsbog, der fortæller om frugternes karakteristika og karaktertræk, deres oprindelse og deres historier 
Da jeg voksede op på en gård, troede jeg, at jeg forstod landbruget og jeg ville ikke have noget med det at gøre. Så jeg blev kunstner -- 
(Latter) 
Men jeg må indrømme, at det er noget i min egen DNA. Og jeg tror ikke, at jeg er den eneste. For 100 år siden, var vi alle sammen bundet tættere med kulturen, dyrkningen og historien bag vores mad og vi er blevet skilt fra det. Open Orchard skaber muligheden for ikke bare at genskabe kontakten til denne ukendte fortid, men for at vi kan overveje, hvad fremtiden for vores mad kunne være. 
Tak. 
(Applaus) 
