"Jeg er lidt af en perfektionist." Hvor ofte hører man ikke det? I selskab med venner eller familien. Det er alles yndlingsfejl. Det er det ofte brugte svar på det svære, afsluttende spørgsmål til jobsamtalen: "Min største svaghed? Det er min perfektionisme." 
Efter sigende holder det os tilbage, men mange rækker stadig hånden i vejret og siger de er perfektionister. Men der er en alvorlig pointe, for vores modvillige beundring af perfektion er så udbredt at vi sjældent undrer os over, hvorfor det er sådan. Hvad siger det om os og vores samfund at vi på den måde hylder perfektion? 
Vi ser perfektion som et tegn på værdi. De succesfuldes kendetegn. Men i mine studier af perfektionisme, så jeg sjældent beviser på at perfektionister har større succes. Nærmere det modsatte - de føler sig misfornøjede og utilfredse og lever med en fornemmelse af ikke at være perfekte nok. Vi ved fra sygejournaler at perfektionisme kan dække over en række psykiske udfordringer, lidelser som depression, angst, anoreksi, bulimi og sågar selvmordstanker. Og mere bekymrende er at gennem de seneste 25 år har vi set en alarmerende stigning i perfektionisme. Og i samme periode, har vi set flere unge med psykiske lidelser end nogensinde før. Selvmordsraterne i USA alene er steget med 25 procent gennem de seneste to årtier. Og vi begynder at se tilsvarende tendenser i Canada og i mit hjemland, Storbritannien. 
Vores studier indikerer at perfektionismen stiger, fordi samfundet ændrer sig. Og det ændrer opfattelsen af personlig identitet og ændrer måden unge omgås hinanden og verden omkring dem. Vores markedsbaserede samfund giver bl.a. ubegrænsede valgmuligheder og personlig frihed, og vi mener disse kendetegn bidrager til problemets store udbredelse. 
Et eksempel ... Unge i dag er mere optagede af at opnå det perfekte liv og livsstil. Hvad angår deres selvbillede, status og rigdom viser data fra Pew, at unge mennesker født i USA i slutningen af 1980'erne 20% oftere angiver materiel rigdom som et af deres vigtigste mål i livet, i forhold til tidligere generationer. Unge mennesker låner mere end de ældre generationer og de bruger en langt større del af deres indkomst på fysiske goder og statussymboler. Disse statussymboler, deres liv og livsstil vises detaljeret frem på de sociale medier såsom Instagram, Facebook og Snapchat. I denne nye visuelle kultur, er illusionen om perfektion vigtigere end virkeligheden. 
Hvis den ene side af det moderne landskab, som vi overdådigt omgiver de unge med, er ideen om et liv, der kan perfektioneres og en tilhørende livsstil, så er den anden side helt sikkert arbejde. Intet er umuligt, hvis man vil det nok. Det får vi at vide. Det er grundlaget i den amerikanske drøm. Muligheder, evner og skabertrang. At hårdt arbejde betaler sig. Og vigtigst af alt - vi er vores egen lykkes smed. Disse idéer binder vores rigdom og status og selvbillede sammen med vores medfødte personlige værdi. 
Men det er ren fiktion. For selv med lige muligheder, skjuler idéen om at være sin egen lykkes smed en mørkere virkelighed for unge mennesker, at deres værdi konstant vurderes. Konkrete resultater og placeringer er blevet målestokken for evner og bruges til at placere unge mennesker i den rette skole, klasse eller gymnasie. 
Uddannelse er det første område hvor dette udspiller sig åbenlyst og test bruges som værktøj til at forbedre niveauet. Og det starter tidligt. Børn i de amerikanske skoler skal igennem 112 obligatoriske prøver fra børnehaveklassen til 3.G Det er klart at de unge stræber efter at blive til noget i vores moderne tid. De definerer sig selv ved hjælp af begrænsende termer som karakterer og gennemsnit 
Vores samfund udstiller deres usikkerheder. Usikkerhed om deres præstation og andres vurdering af dem. Samfundet forstærker deres uperfektheder. Hver en fejl og uforudset tilbageslag presser dem til at være endnu mere perfekte, for ellers er man en fiasko. Følelsen af at fejle og ikke slå til er udbredt. Bare spørg de unge. "Hvordan skal jeg se ud og opføre mig?" "Jeg skal ligne den model, jeg skal have flere følgere end den influencer på Instagram, jeg må være bedre i skolen" 
Som mentor for mange unge, ser jeg konsekvensen af perfektionisme. Lad mig fortælle jer om en studerende John (opdigtet navn) var ambitiøs, hårdtarbejdende og flittig og udadtil usædvanligt højtydende, ofte fik han de højeste karakterer for sine afleveringer. Men uanset hvad John præsterede, så han sine successer som ynkelige fiaskoer, og på vores møder, talte han åbent om hvordan han skuffede sig selv og andre. Hans logik var enkel: Hvordan kunne han være en succes, når han knoklede meget hårdere end andre bare for at opnå de samme resultater? 
Johns perfektionisme og høje arbejdsmoral afslørede hans indre svaghed overfor ham selv og andre. Johns eksempel viser bagsiden ved perfektion som livsstil. Modsat hvad mange tror, handler perfektionisme ikke om at perfektionere ting eller handlinger. Det er ikke at opnå ekspertise. Det viser Johns eksempel tydeligt. Grundlæggende handler perfektionisme om at perfektionere selvet. Mere præcist, perfektionere det uperfekte selv. 
Det er som et bjerg af præstationer, som perfektionisme får os til at bestige. Og vi tænker, "Når jeg når toppen, vil folk se min værdi og ikke mine fejl." Men hvad vi ikke ser, er at når vi har nået toppen, ender vi tilbage i usikkerhedens og skammens lavland, til et nyt forsøg på at nå toppen. En selvdestruktiv cyklus. I jagten på uopnåelig perfektion, kan perfektionisten ikke bare stå af. Det gør det vanskeligt at behandle. 
Vi har vidst i årtier at perfektionisme bidrager til et væld af psykologiske problemer, men aldrig fundet en god måde at påvise det. Først sidst i 1980'erne, da canadierne Paul Hewitt og Gordon Flett, udviklede en måde at måle perfektionisme gennem selv-rapportering. Nemlig, det kan måles, og indfanger tre kerneelementer af perfektionisme. Den første er selv-centreret perfektionisme, det irrationelle ønske om at være perfekt: "Jeg vil være så perfekt jeg kan." Den anden er socialt påtvunget perfektion, oplevelsen af at det sociale miljø kræver for meget: "Andre forlanger for meget af mig" Den tredje er udadrettet perfektionisme, at påtvinge andre urealistiske standarder: "Hvis jeg beder nogen gøre noget, så forventer jeg det gjort perfekt." 
Undersøgelser viser en sammenhæng mellem alle tre elementer og udfordringer i den mentale sundhed, såsom depression, angst og selvmordstanker. Det mest problematiske element er socialt påtvunget perfektion. Følelsen af at alle forventer jeg er perfekt. Dette element hænger tydeligt sammen med alvorlig psykisk sygdom. Og med nutidens fokus på perfektion i frisk erindring, var jeg nysgerrig på  om disse elementer ændrede sig. 
Indtil nu har forskningen fokuseret på de nære familierelationer, men vi ønskede at kigge bredere. Så vi tog alle data, der var indsamlet i de 27 år siden Paul og Gordon udviklede perfektionsmålingen, og isolerede data om universitetsstuderende. Mere end 40.000 unge fra universiteter i USA, Canada og England og vi ledte efter tendenser i de mange data. Det tog os over tre år at samle al information, knuse tallene og skrive vores rapport. Vores analyse afdækkede noget opsigtsvækkende. Alle tre elementer af perfektionisme er forøget med tiden. Men socialt påtvunget perfektion var klart steget mest. 
I 1989 rapporterede blot 9% af de unge klinisk relevante niveauer af socialt påtvunget perfektionisme. Sådanne niveauer er typiske i kliniske grupper. I 2017 var tallet fordoblet til 18%. Og i 2050 forudser vores modeller at næsten en ud af tre unge vil rapportere klinisk relevante niveauer af socialt påtvunget perfektion. Husk på at dette element har den største sammenhæng med alvorlig psykisk sygdom og med god grund. 
Perfektionister af den type føler konstant behov for at møde andres forventninger. Og selv hvis de lever op til andres forventninger, så hæver de niveauet næste gang, for disse mennesker tror at jo bedre de klarer sig, jo højere er forventningerne til dem. Det afføder hjælpeløshed og værre, håbløshed. 
Er der håb? Selvfølgelig er der håb Perfektionister skal holde fast i visse egenskaber, de er ofte kloge, ambitiøse og hårdtarbejdende. Behandlingen er kompleks. Men lidt medfølelse med sig selv, når ting ikke går som forventet, kan forandre disse egenskaber til større personlig ro og succes. Og deres omsorgspersoner kan også bidrage. 
Perfektionisme udvikles, mens vi er børn, og derfor er unge mere udsatte. Forældre kan hjælpe deres børn ved betingelsesløst at støtte dem, når de prøvede, men fejlede. Og forældre må modstå fristelsen til konstant at blande sig, for det afføder angst når forældre opfatter barnets successer og fiaskoer som deres egne. 
Vores forskning rejser vigtige spørgsmål om vores samfundsstruktur og om dets fokus på konkurrence, vurderinger og tests gavner de unge. Man hører ofte i pressen at unge blot skal være mere robuste, når de møder dette nye forventningspres. Jeg mener derimod at vi undlader at tage ansvar for problemets kerne, for vi deler alle ansvaret for at skabe en kultur hvor unge kan være mindre perfekte som udgangspunkt. 
Det bliver ikke nemt. Det er en stor udfordring at skabe sådan en verden, og for en generation af unge der hele tiden er i kontakt med karakterer og sociale medier, er perfektionisme uundgåelig, så længe de ikke har større formål i livet end deres fremtoning og hvordan de klarer sig i forhold til andre. 
Hvad kan de gøre? Hver gang de skubbes ned fra toppen af bjerget ser de ingen anden udvej end at bestige bjerget igen. De gamle grækere vidste at denne endeløse kamp mod bjerget ikke fører til lykke. Deres billede af Helvede var manden Sisyfos dømt til for evigt at skubbe den samme sten op ad en bakke blot for at se den rulle ned igen så han måtte starte forfra. Så længe vi lærer de unge at det mest ægte eller meningsfulde i deres liv er en håbløs jagt på perfektion, vil fremtidige generationer ende i den samme fortvivlende situation. 
Så spørgsmålet er Hvornår indser vi at der er noget grundlæggende umenneskeligt ved grænseløs perfektion Ingen er fejlfri. Hvis vi vil hjælpe de unge ud af perfektionismens kløer, så skal vi lære dem, at i en kaotisk verden, vil livet ofte overmande os, men det er OK Fiasko er ikke svaghed. Hvis vi vil hjælpe de unge ud af denne selvødelæggende fælde af umulig perfektion, så skal hele samfundet stoppe med at nære den samme illusion. 
Men vigtigst af alt, hvis vi ønsker vores unge skal være følelsesmæssigt og psykologisk sunde så skal vi vise dem glæden og skønheden ved det uperfekte som en naturlig del af hverdagen. 
Mange tak 
(Bifald) 
