Jeg opdagede for cirka fem år siden, at jeg ikke længere kunne diskutere med folk jeg var uenig med. Det var mere skræmmende,  at diskutere alvorlige emner med mine landsmænd, end det var at interagere med ekstremister i udlandet. Det gjorde mig mere bitter og frustreret. Og lige pludselig skiftede hele mit fokus fra globale sikkerhedstrusler til at forstå den øgede polarisering herhjemme. Som en tidligere CIA-ansat og diplomat, der har brugt år på at bekæmpe ekstremisme, følte jeg, at dette var farligere for vores demokrati end nogen fremmed fjende. Så jeg dykkede ned i emnet og begyndte at snakke om det, hvilket fik mig hyret af Facebook og i sidste ende bragte mig her, for fortsat at advare jer om, hvordan disse platforme manipulerer og radikaliserer  mange af os, og for at snakke om, hvordan vi forbedre den offentlige debat. Få år efter angrebene d. 11. september arbejdede jeg for CIA i Kenya, hvor vi førte en "hearts and minds"-kampagner langs Somalias grænse. En stor del af mit job var at opbygge tillid med de samfund, der var mest sårbare for ekstremisterne idéer. Jeg drak te med anti-vestlige gejstlige og var endda i dialog med nogle terrormistænkte. Mange af disse interaktioner begyndte med fælles mistillid, men ingen førte til råben eller fornærmelser, og i nogle tilfælde samarbejdede  vi endda på grund af delte interesser. Vores mest magtfulde redskaber var at lytte, lære og opbygge empati. Det er sådan "hearts and minds" fungerer, for jeg så ofte, at folk basalt set ønsker at blive hørt, bekræftet og respekteret. Og jeg tror, de fleste af os ønsker dette. 
Så hvad der nu sker online, er særligt sørgeligt og et meget større problem. Vi bliver manipuleret af det nuværende  informationsøkosystem, der skubber mange af os mod ekstremisme, at "kompromis" er blevet et bandeord. Fordi lige nu, tjener sociale medier som Facebook penge på at dele os og give os personliggjort indhold, der både bekræfter og udnytter vores fordomme. De går efter at vække stærke følelser for at holde os engageret, hvilket ofte giver luft til de mest ekstreme og polariserende meninger, så det ikke længere synes muligt at kunne enes. Og selvom flere og flere ønsker, at platformene skal ændres, så gør de det tydeligvis ikke af sig selv. Så regeringer må definere ansvaret for de virkelige skader dette forårsager, og sørge for, at den skadende indflydelse det har på vores helbred, folkestemning og demokrati får konsekvenser. Dette sker uheldigvis ikke før det amerikanske præsidentvalg, så jeg vil fortsat advare folk, for selv hvis vi en dag  får strengere regler, er der brug for os alle, når det skal løses. 
Da mit fokus skiftede fra udenlandske trusler til den ødelæggende tone herhjemme, overvejede jeg, om vi kunne bruge "hearts and minds"-kampagner til at hele vores forskelle. Vores 200 år lange  demokratieksperiment virker til dels, fordi vi åbent og lidenskabeligt kan debattere vores idéer og finde de bedste løsninger. Selvom jeg stadig tror på ansigt-til-ansigt debatters magt, kan de ikke konkurrere med sociale mediers udbredelse og polariserende betydning lige nu. Folk, der bliver suget ned i disse raserigrave på sociale medier, har ofte sværere ved at bryde med deres ideologiske tankegang end det var for de sårbare samfund,  som jeg arbejdede med. 
Så da Facebook kontaktede mig i 2018 og tilbød mig et job, som leder for deres integritetstiltag i forbindelse med politiske valgreklamer, følte jeg en pligt til at sige ja. Jeg vidste, at jeg ikke kunne løse alt, men når jeg fik muligheden for at sætte en bedre kurs, burde jeg i det mindste prøve. Jeg arbejdede ikke direkte med polarisering, men så på de mest splittende emner, og hvordan de bedst kunne bruges  til at påvirke valg, som russerne gjorde i 2016. Jeg begyndte at stille spørgsmål. Jeg ville forstå systemets grundlæggende fejl, der tillod dette, for derved at finde en løsning. 
Jeg tror stadig på internettets magt til at give alle folk en stemme, men selvom de største  sociale medier påstår, at bringe folk sammen, så forhindrer  deres nuværende opbygning en fornuftig debat. Man kan ikke belønne, at folk lytter, opfordre til venlig debat og eller beskytte folk, der ønsker at stille spørgsmål, når branchens opskrift på succes er at øge folks deltagelse og få flere brugere. Der opfordres ikke til at hjælpe folk med at tage det roligt, til at skabe et miljø, hvor folk er nødt til at stoppe op, evaluere deres følelsesmæssige reaktion på et emne og se på deres egne antagelser,  før de debatterer. Den ulykkelige onlinevirkelighed er, at løgne er mere interessante  end sandheden, og en verden, der er besat af viral spænding, elsker slibrige emner mere end kedelig og faktabaseret tankegang. Så længe algoritmerne  skal fordre vores deltagelse vil de fortsat appellere  til vores værste instinkter og menneskelige svagheder. USA har ført oplevet vrede, mistillid, frygtkultur og had, men sociale medier har de  sidste par år udnyttet disse, og derved gjort dem værre. Facebook ved det godt. En ny artikel fra "Wall Street Journal" afslørede en intern Facebook-præsentation fra 2018, der beskylder firmaets egne algoritmer for at øge antallet af  ekstremistiske grupper på Facebook og for at polarise deres brugere. Men de tjener penge på at holde os engagerede. Det moderne informationsmiljø profilerer os for derefter at inddele os i mere og mere snævre kategorier for at afkode vores personlighed. Vi bliver derefter fodret med information, der bekræfter vores meninger, styrker vores fordomme og viser os, at vi hører til et sted. Terrorister bruger den samme teknik, når de rekrutterer sårbare unge, dog på mindre og mere tilpassede  måder før sociale medier, med det endelig mål at  ændre deres opførsel. 
Desværre gav Facebook mig ikke lov til at gøre en egentlig forskel. Allerede på min anden dag blev  min titel og jobbeskrivelse ændret, og jeg kom ikke med til møder, hvor man tog beslutninger. Mine anstrengelser med at lægge planer, der bekæmpede misinformation og  vælgerundertrykkelse i politiske reklamer blev afvist. Så jeg holdt kun i knap seks måneder. Men jeg lærte noget vigtigt i den tid: Der er tusindvis af folk hos Facebook, der ønsker at arbejde med et produkt, som de oprigtigt tror gør verden bedre, men så længe firmaet  knap nok berører regler om indhold og mådehold, fremfor at se på, hvordan hele maskinen  er baseret på indtjening, vil de aldrig kunne forhindre,  at Facebook skaber had, splittelse og radikalisering. Og det blev aldrig berørt, mens jeg arbejdede der, for det ville kræve, at du accepterer, at det du har opbygget, måske ikke er til samfundets bedste, og accepterer at ændre hele produktet og indtjeningsmodellen. 
Så hvad kan vi gøre? Jeg siger ikke, at sociale medier bærer al skylden for vores nuværende situation. Vi har tydeligvis dybe problemer  i samfundet, som vi skal løse. Men når Facebook siger, at de blot er samfundets spejl, forsøger de at undgå at tage ansvar for den måde, deres platform forstærker skadeligt indhold, og skubber brugere mod ekstremisme. 
Facebook kunne løse noget af dette, hvis de ville. De kunne stoppe med at fremme konspirationsteoretikere, hadgrupper, spredning af misinformation og ja, nogle gange endda vores præsident. De kunne stoppe med at bruge de  samme profilereringsteknikker til at leve politik, som når de sælger os sko. De kunne ændre deres algoritmer så de fokuserer på andet end deltagelse, og opsætte barrierer, der forhindrer  visse former for indhold, at blive vist uden gennemgang. Og alt dette kan gøres uden at de bliver, i deres egne ord,  dommere over sandheden. 
Men de har vist, at de ikke ønsker at gå langt nok for at gøre det rigtige uden tvang, og ærlig talt, hvorfor skulle de? Markederne belønner dem fortsat, og de bryder ikke loven. For i øjeblikket har USA ingen love, der tvinger  Facebook eller andre sociale medier til at beskytte vores folkestemning, vores demokrati og endda vores valg. Vi lader CEOs fra  indtjenende internetfirmaer bestemme, hvilker regler, der skal laves,  og hvilke, der skal håndhæves. Er det, hvad vi ønsker? En postfaktuel verden, hvor giftig tale og stammekultur slår forsøg på samarbejde og opnåelse af konsensus? Jeg forbliver optimistisk og tror, at vi har mere tilfælles end hvad nutidens mediebillede  og onlinemiljø påstår, og jeg tror, at en mere  perspektiveret tilgang giver et mere robust og inkluderende demokrati. Men ikke som det sker lige nu. Jeg ønsker ikke, at slippe af med disse firmaer. Jeg ønsker, at de skal holdes ansvarlige, ligesom resten af samfundet. Vores regeringer bør komme ind i kampen og beskytte vores borgere. Og selvom der ikke er en magisk lov, der kan løse det hele, så kan og må regeringer finde balancen mellem at beskytte ytringsfriheden og holde disse firmaer ansvarlige for deres påvirking af samfundet. De kunne kræve åbenhed omkring, hvordan anbefalingerne  foretages online, og hvordan der organiseres, fremmes og målrettes. 
Jeg vil holde disse firmaer ansvarlige, ikke for individer, der poster falske oplysninger, eller ekstrem retorik, men for hvordan deres anbefalinger spreder det, hvordan deres algoritmer fører folk mod det og hvordan deres værktøjer bruges til at målrette det efter folk. Jeg prøvede at ændre Facebook indefra men det slog fejl, så de sidste par år har jeg i stedet brugt min stemme til advare folk om denne fare, og forhåbentlig opfordre flere folk til at forlange ansvarlighed. 
Min besked til jer er simpel: Pres jeres politikere til at stoppe overdragelsen af folkestemningen  til indtjenende firmaer. Fortæl venner og familie om, hvordan de bliver manipuleret online. Tving jer selv til at tale med folk,  der ikke deler jeres mening. Gør dette til en prioritet. Vi har brug for hele samfundet for at løse dette. 
Og min besked til mine tidligere chefer hos Facebook er: Lige nu bruger folk jeres værktøjer som de var designet, altså til at sprede had, splittelse  og mistillid, og I ikke kun tillader det, men gør det nemmere. Og ja, der er mange gode historier med positive ting, der sker på jeres platform rundt om i verden, men det gør ikke dette OK. Og det bliver kun værre, da vi  er på vej til vores næste valg, og endnu mere bekymrende, når vi ser på vores største  potentielle krise, hvor mistillid til resultaterne  kan ende med vold. Så når I igen i 2021 siger "Vi ved, vi skal blive bedre", så vil jeg have jer til at huske dette øjeblik, for det er ikke længere kun nogle få stemmer på sidelinjen. Menneskerettighedsforekæmpere, akademikere, journalister, reklamefolk og jeres egne medarbejdere advarer højt og larmende om, at jeres politikker og forretningsmodeller skader folk og demokratiet. I er ansvarlige for jeres beslutninger, men I kan ikke længere sige, at I ikke vidste, det ville ske. 
Tak. 
